Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

20 april 2018

Abort som prævention

Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær

En af landets førende gynækologer forsvarer i Kristeligt Dagblad abort som prævention. Modne kvinder skal helst undgå hormonel prævention pga. risiko for blodpropper og brystkræft, og derfor opfordres de til i stedet at bruge de mindre sikre naturmetoder og få foretaget en abort ved metodesvigt.
Opfordringen kommer som reaktion på nye tal, der viser, at 18% af de kvinder, der i 2016 fik en abort, havde prøvet det mindst to gange før. Tal, som helt naturligt åbner debatten om, hvorvidt abort af nogle kvinder bruges som prævention.
Hvorfor undgå abort for enhver pris, spørges der, hvis det kan forhindre, at kvinder får blodpropper og brystkræft? Og det er et uhyggelig logisk spørgsmål i et samfund, der ved lov har fastsat, at det liv, der vokser i kvinden, ikke har krav på beskyttelse. Hvorfor gøre sig umage for at undgå abort? Hvorfor have problemer med, at kvinder bruger abort som prævention? Hvorfor bekymre sig for, om aborttallet går op eller ned?

Fordi den ufødte er et medmenneske.

Vi er alle lige i dette at være en del af den menneskelige familie – uanset, hvad vi kan, hvor udvoksede vi er, eller hvem vi er afhængige af. Vuggestuebarnet er lige så meget menneske, som den voksne; den hjemløse er lige så meget menneske som statsministeren; og den multihandicappede er lige så meget menneske som elitesportsmanden. Selvfølgelig er der forskel på det tidlige foster og det fuldt udviklede menneske, men ingen af disse forskelle kan bruges til at lukke det tidlige foster ude fra den menneskelige familie. Den ufødte er ikke et potentielt menneske, men et menneske med potentiale.
Det, der vokser inde i maven, er et medmenneske, som du og jeg! Derfor er det ikke nok at forhindre, at abort bruges som prævention eller at sænke aborttallet til det halve. Vi har et ansvar som enkeltpersoner og som samfund. Hver eneste abort er én for meget, og hver eneste graviditet er en opgave, vi som samfund må tage alvorligt!

18 april 2018

Mangfoldighed!

Af Lisbeth Rask Nielsen, Horsevænget 13, 4800 Nykøbing F. 

3.april var der i Kristeligt  Dagblad en meget fin artikel om verdens natur, der i disse år bliver mindre og mindre mangfoldig. Og det bekymrer med god ret forskere, men vel også alle os andre. Derfor nyder Verdensnaturfonden og adskillige Naturfredningsforeninger stor folkelig opbakning og gør en uvurderlig indsats til gavn for naturen. Vi forstår alle sammen instinktivt, at naturens mangfoldighed er til stor glæde, selv om de enkelte arters nytteværdi ikke er åbenlys.

Helt helt anderledes står det til, når vi taler om os selv som mennesker. Her er der inden for de sidste 4 årtier sket en voldsom ensretning. Med den frie aborts indførelse og den stadig mere avancerede biogenetiske udvikling, bliver der sorterer og fravalgt som aldrig før. Vi skal helst være ens og uden sygdomme og defekter - også selv om det er sygdomme, der først viser sig langt henne i livet, tilbydes der screening for. Vi skal også helst være inden for normen når det gælder højde og vægt og udseende korrigeres som aldrig før. For livet må ikke være svært eller vanskeligt eller udfordrende for hverken den enkelte familie eller for samfundsøkonomien. Og selv om du hverken har arvelige sygdomme, åbenbare handicaps og har det rette køn, så er du ingenlunde sikret at du får lov til at blive født. For du kan komme på et ubelejligt tidspunkt i forhold til økonomi,uddannelse, karriere, forældres alder m.m .

Hvorfor er vi så bange for dem, der stikker ud ? Hvorfor tør vi ikke tage livtag med det svære i livet? Hvorfor tør vi ikke konfrontere os selv med den enorme livskraft, der er i den menneskelige natur, som slår igennem hos mennesker med endog meget svære handicaps?

Tænk hvis vi kunne møde de livsglade mennesker med Downs Syndrom eller handicappede med meget livsglæde i vores hverdag. Tænk om vi turde lade os udfordre på normer, værdier og livssyn. Er det ikke et djævelsk blændværk, at hvis vi bare skiller os af med det uønskede - bare jeg træner livet af mig i et fitnesscenter - bare jeg får lidt kosmetiske operationer - bare jeg tjener lidt flere penge - så kommer lykken ?  Livet er mangfoldigt - også det menneskelige - lad os tage det på os og komme igang med at leve.

01 marts 2018

Amnesty International i konflikt med deres eget grundlag

Ellen Højlund Wibe, landssekretær

En kvinde fra Pro Life arbejdet i Norge skrev for nylig til mig: ”Sidst vi havde Pro Life stand på gågaden i Oslo, så var Amnesty vores nabo. En dame fra dem kom hen til os og spurgte, om vi havde lov til at stå der, ved siden af dem, for vi havde jo et stik modsat budskab af dem”.

Det begyndte ellers så godt i 1961 med den engelske advokat, katolikken Peter Benenson, der grundlagde Amnesty International med særligt fokus på samvittighedsfanger og deres menneskerettigheder. Flere grupper blev med tiden inddraget, og fra 2001 erklærede man at ville arbejde for at fremme alle menneskerettigheder nedfældet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Men kæden hoppede på et tidspunkt af. Man lagde sig fladt ned for tidsånden. De ufødte, den aller-svageste gruppe mennesker, levede ikke op til tidens norm om beskyttelsesværdigt menneskeliv; deres rettigheder talte ikke længere.

Vi ser konsekvenserne rundt omkring, hvor de ufødtes menneskerettigheder er i spil. I Irland skal der - efter internationalt pres - være en folkeafstemning til maj, hvor det afgøres, om landets forfatningstillæg fortsat skal beskytte det ufødte liv på linje med moderens liv. I årevis har Amnesty ført pro-abort kampagner i landet med støtte af udenlandske donationer. Men i december blev de påbudt at tilbagebetale et større beløb; deres aktiviteter for at påvirke valgresultatet blev kendt ulovlige. De anser påbuddet som et ’uretfærdigt angreb på menneskerettighedsbeskyttere’ og betragter deres kamp som en menneskerettighedssag, uagtet det indebærer, at de ufødte mister deres beskyttelse.

Senest er det i Polen, de har blandet sig. Her er abort tilladt ved fare for kvindens liv, ved voldtægt eller hvis barnet har et særligt handicap. Det er den sidste mulighed, regeringen nu stiller forslag om at fjerne for at beskytte også det handicappede menneske. Men Amnesty opfatter dette som et angreb på kvinders rettigheder og understreger dermed – igen -  at deres kamp for at fremme alle menneskerettigheder er en relativ størrelse, afhængig af hvad tidsånden dikterer.
Hun havde ret, hende fra Amnesty i Oslo: ”Vi har et stik modsat budskab af dem”.

(Leder i Retten til Livs blad LIV februar 2018