Denne uge har været præget af debatten om den praktiske håndtering af de 16.000 fosterlig, som abortloven hvert år kaster af sig. Skal de smides ud som affald eller begraves på en kirkegård?
Alt taler for, at de selvfølgelig skal begraves på anstændig vis. De er jo også mennesker, det har teknologien for længst slået fast. Vi kender alle billederne af 8 uger gamle fostre med bitte små finge og bitte små tæer.
Men så er det, man spørger sig selv: Hvorfor beskytter vi dem ikke? Hvorfor betaler vi vore læger for at slå dem ihjel? Giver det mening at vise børn respekt i døden, når man nu ikke ønsker at beskytte dem i livet?
Ønsket om pænt at begrave de ufødte børn, vi som samfund rutinemæssigt slår ihjel med abortloven i hånden ligner mest af alt et forsøg på at dulme en voldsom etisk tandpine.
Lad os da i stedet trække tanden ud!
Jeg mener faktisk at det er en god ting at nogen ønsker at de ufødte børn der aborteres skal begraves og ikke bare smides ud. Det vidner for mig om at der er flere der er ved at få øjnene op for at det er et barn vi har med at gøre, så på den måde synes jeg faktisk det er positivt.
SvarSletNår bare det så ikke bliver en sovepude, at nu har man gjort det rigtige x 2.
SvarSlet1) Aborteret sit barn, fordi det var det eneste rigtige at gøre, og 2) endog ovenikøbet begravet sit barn, fordi det jo dog var et barn og så fik det ovenikøbet en rigtig fin begravelse.
Og så er alt jo såre godt.
Og så har vi måske bare opnået at fådynget endnu en forsvarsmekanisme ovenpå alle de andre.
Men jeg vil jo allerhelst tro, at det at det ufødte barns menneskeværd bliver betonet kan være med til at få abortsøgende til at tænke sig om og vælge livet for barnet.
Især hvis emnet begravelse kommer med i støttesamtalen som forhåbentlig bliver obligatorisk før et ønsket abortindgreb.