Mændenes abort

Jo mere jeg tænker over det, jo mere klart står det for mig, at den fri abort er mændenes opfindelse. Mændene har naturligvis skubbet nogle naive rødstrømper og karrierekvinder foran sig, men det er først og fremmest mænd, der glæder sig over den fri abort og ikke vil af med den igen.

Mænd vil gerne kunne dyrke sex med kvinder uden at behøve at tænke på, at der kan følge besvær eller udgifter med i form af et barn. De vil gerne have en åben bagdør, hvis det "går galt", og den fri abort er netop den bagdør.

De færreste kvinder har i udgangspunktet lyst til at abortere det barn, de bærer på, men de lader sig presse og overtale til det - af mænd. De vælger aborten, fordi det er den nemme løsning, vores samfund tilbyder dem. Først bagefter finder de ud af, at det ikke er så nemt, ja, at det faktisk slet ikke er nogen løsning for dem, men kun for manden.

Barnet mister livet, manden ånder lettet op, og rigtig mange kvinder sidder tilbage med fortrydelse og sorg. Den fri abort er ikke spor fri. Den er i virkeligheden bare en sofistikeret form for kvindeundertrykkelse.

Jeg skammer mig på mit køns vegne. Kun en usling presser en kvinde til abort. En rigtig mand tager ansvar!

Mænd bør da også have fri abort?

Anne Sophia Hermansen, klummeskribent i Berlingske Tidende, har vakt forargelse med sin opfordring til KVINFO: Kvinder har fri abort, og det skal mænd også have. Mænd skal have mulighed for “fri juridisk abort”, dvs. manden skal inden for de første tre måneder kunne vedkende/frakende sig faderskab. Vælger kvinden at få barnet uden mandens samtykke, er barnet alene moderens, og hun bærer det økonomiske og juridiske ansvar.

Men hvad er der at blive forarget over? Hvilken appel til mandens ansvar kan ikke vendes mod kvinden? Kvinden, der ikke bare kræver ret til at frasige sig sit barn, men også til at tage dets liv.

Dette forslag udstiller på alle måder rettighedskulturens kynisme. Min ret til et godt liv. Og denne kultur er død og kold, for den har mistet det allervigtigste - næstekærligheden som fundament. For hvis vi ikke behøver at tage vores ansvar på os, når det gælder at beskytte det værgeløse, ufødt barn, hvorfor så i alverden tage det på os, når det gælder langt mere besværlige personer? De hjemløse, de handicappede, en kæreste, man er træt af ...

Lad os i stedet starte en ansvarskultur, hvor vi alle er optaget af, at vores næste får et godt liv - også vores lille ufødte næste.

Hvad er et passende antal aborter?

”16.000 aborter - det er alt for mange”, sådan har den overraskede og spontane reaktion været fra rigtig mange mennesker på Retten til Livs opstilling af 16.000 kors langs E45 i Midtjylland. Det er på alle måder lykkedes at slå dette tal fast i en tid, hvor abort nødigt diskuteres.
Men hvad ligger der bag dette udsagn - for mange aborter?  Hvad er et passende antal?

Man kender jo udtrykket andre steder fra. Der er f.eks. altid for mange trafikdræbte, for bare en er en for meget, og det får samfundet til at sætte en lang række forebyggende foranstaltninger i værk for at nedbringe antallet. Og når et trafikdrab er en konsekvens af uansvarlighed, så viger samfundet ikke tilbage for at straffe de skyldige, selvom disse personer sandsynligvis har det svært nok i forvejen. Det sker af respekt for det liv, der er blevet slået ihjel.

Og denne tankegang gennemsyrer lovgivningen, hvor menneskeliv trues eller krænkes. Det enkelte menneske skal beskyttes og derfor følges forbud og forebyggelse ad.
Men ikke når det gælder abort.

Jeg forstår ikke logikken. Hvis abort er en acceptabel løsning på et problem, som hele samfundsstrukturen støtter, hvorfor så bekymre sig om antallet? Hvis, på den anden side, dette uhyrlige tal taler til samvittigheden, hvorfor så ikke bare overveje om det måske er den fri abort, den er gal med?

De 16.000 kors repræsenterer først og fremmest 16.000 børn, der ikke blev set og taget vare på af samfundet, for at sige det på den pæne måde. Det giver ganske enkelt ikke mening at operere i, hvor mange af disse, det vil være passende at svigte - vi er nødt til at slås for dem alle sammen!

Det er ikke os, der afsporer debatten

I Kristeligt Dagblads leder onsdag d. 25 d.s. skriver man, at ”Abortdebatten afspores”. Retten til livs aktion med opsætning af 16000 kors kritiseres således: ”Dermed siger Retten til Liv jo også indirekte, at nogen har skyld for de 16.000 dødsfald … Det er det problematiske ved aktionen. Man placerer en kollektiv skyld … Udfordringen er at ’sige sandheden’ uden at fordømme de aborterende.”
Men i virkeligheden er det lederskribenten (hhh), der afsporer debatten, ja, man kan ligefrem sige, at han forsøger at kvæle den. Når man imødegår enhver kritik af den fri abort med, at man indirekte ”fordømmer de aborterende”, betyder det jo i praksis, at man slet ikke kan diskutere den fri abort, og det kan jo ikke være rigtigt. I denne forbindelse skal det heller ikke overses, at hvis vi ikke havde rejst de 16.000 kors, var der slet ikke blevet nogen debat.
De 16.000 kors på korsmarken repræsenterer ikke 16.000 kvinder, men 16.000 børn. Vi har netop med denne aktion ønsket at fokusere på de uskyldige børn, og det mener jeg er lykkedes. Vi har ikke på noget tidspunkt talt om kvinderne og vil derfor ikke have skudt i skoene, at vi ”håner kvinder”, som Christian Raabjerg Madsen på samme side i KD formulerer det.
Med korsmark-aktionen har Retten til Liv overhovedet ikke ønsket at placere nogen skyld. Aktionen er fremadrettet og ikke bagudrettet. Vores ærinde er at få standset den fri aborts fortløbende vanvid, der hvert år koster 16.000 børn livet her i landet. Det ville være dejligt, hvis folk forsøgte at forholde sig til dette i stedet for at ”afspore debatten”.

Af: Formand for Retten til Livs 40-års udvalg, Helge Hoffmann, Ørslevklostervej 76, 7840 Højslev

Kristeligt Dagblad 28. september 2013

Hvorfor forarger det, når Retten til Liv vil synliggøre barnet - den svageste part i abortdebatten?

16.000 kors langs den midtjyske motorvej har endnu engang bragt sindene i kog. Abort må ikke problematiseres … det er et angreb på kvinders ret til at bestemme over egen krop ...  hele den retorik med, at abort er drab og mord, er noget, der pådutter kvinder skyld ...  og et forbud vil ikke føre til færre aborter, bare gøre det mere usikkert at få abort.

Det er så forstemmende - kommer vi aldrig videre? Hvorfor vil ingen forholde sig til det spørgsmål, som de 16.000 kors stiller - hvad er disse børn værd? For det er dette, vi åbenbart er uenige om i dette land. Hvis et ufødt barn blev betragtet som en lille medborger, der har krav på vores beskyttelse, så fandt vi jo løsninger på alt det, der i dag får kvinder til at ønske en abort. Det andet er udenomssnak!

Kvindens krop er jo helt indlysende hendes egen hvad angår, hvem hun vil gå i seng med hvornår. Men det nye liv, hendes biologi sætter hende i stand til at bære, er både genetisk og socialt en gæst. Børn er ikke ejendom! Måske venter hun en ny lille kvinde - hvorfor får hun ikke noget valg?
Og hvordan skulle en bestemt retorik omkring abort kunne give skyldfølelse, hvis ikke skyldfølelsen er der i forvejen? Og hvorfor tager man ikke denne tunge følelse mere alvorligt? Enhver mor ønsker dybt i sit hjerte at beskytte sit barn. Hjælp hende dog med det i stedet!! Når det ansigtsløse samfund tillader fri abort sender det samtidigt et meget koldt signal: Vi er helt indifferente i forhold til dit barn - tag livet af det, hvis du vil, eller behold det, hvis du vil - det styrer du bare selv.  Det ligger der en meget stor ensomhed i, hvis man står i en vanskelig situation.
Der er tre stater i EU, hvor abort er helt eller næsten helt forbudt, nemlig Irland, Polen og Malta, og der er intet, der tyder på, at kvinder i disse lande har en ringere sundhed end kvinder i lande med adgang til abort. Tværtimod. I FN's opgørelse over mødredødelighed verden rundt klarer disse tre lande sig enten bedre eller på linje med de nordiske lande og langt bedre end f.eks. Frankrig, England og USA som alle har en liberal abortlov.

Lad os dog forholde os til det egentlige. Fri abort koster 16.000 små menneskeliv hvert år! Er det virkelig sådan vi vil leve i Danmark?

Nyt screeningstilbud jagter fostre med genetiske sygdomme

Danske hospitaler finder langt flere genetiske sygdomme end tidligere på grund af en ny og mere finmasket genetisk analyse-metode, skriver Kristeligt Dagblad. Undersøgelsen tilbydes forældre, hvor den tidlige scanning giver mistanke om misdannelse, fordi en misdannelse kan være et symptom på, at fosteret har en genetisk lidelse.

Undersøgelsens positive gevinst skulle være, at den kan 'redde' nogle af de børn, der har en misdannelsen, men ikke en genetisk lidelse, idet flere forældre, ifølge lægerne, tør gennemføre graviditeten, hvis de ved, at barnet ikke også bliver f.eks. retarderet. Modsat kunne man argumentere, at man med den nye metode giver forældre endnu flere oplysninger, risici og skrækscenarier at forholde sig til, og at samfundets accept af det anderledes, svage og sårbare svinder ind.

For alle disse fostertjek er jo skruen uden ende! Vi avler i dag mennesker, som landmænd avler dyr, kasserer de dårlige og beholder kun dem, der yder mest. Men er det sådan, vi vil leve? Er det sådan et samfund vi ønsker os?

Lad dog alle børn leve! Hvis man ikke kan håndtere risikoen for at sætte et handicappet barn i verden, så kan man jo fravælge det biologiske forældreskab og i stedet adoptere et barn, der ikke fejler andet, end at det mangler et kærligt hjem.

Ufri abort - særligt for udsatte

I har slået mit barn ihjel, lad mig være i fred, skriver en ung hjerneskadet pige, der har været forsvundet næsten en måned fra det bosted hun er anbragt på. Beskeden, der er rettet til pigens mor blev slået op på Facebooksiden 'Efterlysninger'. Hun skriver bl.a.: .. jeg gav dig alt min tillid og stolede virkelig på da du sage du gerne ville hjælpe mig og barnet men du vende mig ryggen og gjor så jeg fik en abort selv om jeg var 3 månedere henne i slog min drøm ihjel mor!!

Uden at kende sagens detaljer kan man konstatere, at der her er tale om en af disse svage unge kvinder, som det etablerede samfund tvinger til abort, fordi man ikke bryder sig om, at de sætter børn i verden. Så hellere aflive de små. (Se også Kommunen presser svage gravide.)

Endnu engang får man demonstreret, at aborten aldrig kan være fri. For har man først vedtaget, at det er etisk acceptabelt at slå et ufødt barn ihjel - at barnet ikke har nogen selvstændig værdi, man som samfund føler sig forpligtet på, ja, så har man overladt det til moderen at 'bevise' at hendes barn er noget særligt og skal have lov til at være her og blive en del af samfundet.

Enhver kan se, at det er problematisk, når en 16-årig i forvejen belastet pige skal være mor. Der skal hjælp til - meget hjælp. Men løsningen er ikke drab. Ingen samfundsproblemer løses ved drab!

Den unge pige bag Facebook-opslaget var ikke i tvivl - hendes barn var noget særligt. Hun blev bare ikke hørt.

Kære Astrid Kragh, afliv dog ikke de ufødte, hjælp dem!

Sundhedsminister Astrid Kragh pålægger nu regionerne, at de skal kunne tilbyde kaliumsprøjter ved sene provokerede aborter. (Kristeligt Dagblad 5.8.13)

Baggrunden er, at en stor del af de sent aborterede børn viser livstegn, når de bliver født - har hjertebanken, gisper efter vejret eller bevæger sig. Når der sprøjtes kalium ind i barnets hjerte, før fødslen sættes i gang, dør det, mens det er i livmoderen, og man sikrer sig, at forældre og personale ikke konfronteres direkte med barnets dødskamp. Denne praksis er allerede indført i Sverige, Storbritannien og Frankrig.

Man rystes over, hvor afslappet politikere og sundhedspersonale forholder sig til rollen som de ufødtes bødler. For hvad er værst - kaliumsprøjten eller den kritik, den får: 'at det er mere værdigt og omsorgsfuldt, at det lille barn dør på sin mors mave', som Edith Mark, medl. af Etisk Råd, udtrykker det til avisen.

Hvorfor ikke tage konsekvensen af den dybliggende afsky ethvert normalt fungerende menneske føler overfor drab på hjælpeløse små? Hvorfor ikke skabe et samfund, hvor der er rum og plads til alle børn uanset, hvad de måtte fejle, eller hvor uheldige deres omstændigheder end er.