Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

30 september 2013

Det er ikke os, der afsporer debatten

I Kristeligt Dagblads leder onsdag d. 25 d.s. skriver man, at ”Abortdebatten afspores”. Retten til livs aktion med opsætning af 16000 kors kritiseres således: ”Dermed siger Retten til Liv jo også indirekte, at nogen har skyld for de 16.000 dødsfald … Det er det problematiske ved aktionen. Man placerer en kollektiv skyld … Udfordringen er at ’sige sandheden’ uden at fordømme de aborterende.”
Men i virkeligheden er det lederskribenten (hhh), der afsporer debatten, ja, man kan ligefrem sige, at han forsøger at kvæle den. Når man imødegår enhver kritik af den fri abort med, at man indirekte ”fordømmer de aborterende”, betyder det jo i praksis, at man slet ikke kan diskutere den fri abort, og det kan jo ikke være rigtigt. I denne forbindelse skal det heller ikke overses, at hvis vi ikke havde rejst de 16.000 kors, var der slet ikke blevet nogen debat.
De 16.000 kors på korsmarken repræsenterer ikke 16.000 kvinder, men 16.000 børn. Vi har netop med denne aktion ønsket at fokusere på de uskyldige børn, og det mener jeg er lykkedes. Vi har ikke på noget tidspunkt talt om kvinderne og vil derfor ikke have skudt i skoene, at vi ”håner kvinder”, som Christian Raabjerg Madsen på samme side i KD formulerer det.
Med korsmark-aktionen har Retten til Liv overhovedet ikke ønsket at placere nogen skyld. Aktionen er fremadrettet og ikke bagudrettet. Vores ærinde er at få standset den fri aborts fortløbende vanvid, der hvert år koster 16.000 børn livet her i landet. Det ville være dejligt, hvis folk forsøgte at forholde sig til dette i stedet for at ”afspore debatten”.

Af: Formand for Retten til Livs 40-års udvalg, Helge Hoffmann, Ørslevklostervej 76, 7840 Højslev

Kristeligt Dagblad 28. september 2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar