Det er så forstemmende - kommer vi aldrig videre? Hvorfor vil ingen forholde sig til det spørgsmål, som de 16.000 kors stiller - hvad er disse børn værd? For det er dette, vi åbenbart er uenige om i dette land. Hvis et ufødt barn blev betragtet som en lille medborger, der har krav på vores beskyttelse, så fandt vi jo løsninger på alt det, der i dag får kvinder til at ønske en abort. Det andet er udenomssnak!
Kvindens krop er jo helt indlysende hendes egen hvad angår, hvem hun vil gå i seng med hvornår. Men det nye liv, hendes biologi sætter hende i stand til at bære, er både genetisk og socialt en gæst. Børn er ikke ejendom! Måske venter hun en ny lille kvinde - hvorfor får hun ikke noget valg?
Og hvordan skulle en bestemt retorik omkring abort kunne give skyldfølelse, hvis ikke skyldfølelsen er der i forvejen? Og hvorfor tager man ikke denne tunge følelse mere alvorligt? Enhver mor ønsker dybt i sit hjerte at beskytte sit barn. Hjælp hende dog med det i stedet!! Når det ansigtsløse samfund tillader fri abort sender det samtidigt et meget koldt signal: Vi er helt indifferente i forhold til dit barn - tag livet af det, hvis du vil, eller behold det, hvis du vil - det styrer du bare selv. Det ligger der en meget stor ensomhed i, hvis man står i en vanskelig situation.
Der er tre stater i EU, hvor abort er helt eller næsten helt forbudt, nemlig Irland, Polen og Malta, og der er intet, der tyder på, at kvinder i disse lande har en ringere sundhed end kvinder i lande med adgang til abort. Tværtimod. I FN's opgørelse over mødredødelighed verden rundt klarer disse tre lande sig enten bedre eller på linje med de nordiske lande og langt bedre end f.eks. Frankrig, England og USA som alle har en liberal abortlov.
Lad os dog forholde os til det egentlige. Fri abort koster 16.000 små menneskeliv hvert år! Er det virkelig sådan vi vil leve i Danmark?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar