Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

13 april 2016

Hjælp de barnløse, de ufødte og de, mødre, der ikke ønsker deres barn!

Af lærer Ketty Dahl, Vitasvej 5, 7790 Thyholm, medlem af Retten til Livs repræsentantskab

I øjeblikket verserer debatten om mangel på donoræg til kvinder, der er ufrivilligt barnløse. Det er i sig selv en ulykkelig situation ikke at kunne få børn, når man gerne vil. Hvis flere skal donere æg, kræver det ifølge læger og politikere bl.a. større godtgørelse til de kvinder, som donerer.

Løsningen ligger lige for
Socialdemokratiet efterlyser, at Sundhedsstyrelsen gør noget nu, så flere donerer æg. Men de overser en løsning, der faktisk ligger lige for: Når der hvert år aborteres over 15.000 børn, kunne man så ikke i stedet giver en godtgørelse til de kvinder, der ikke vil have deres barn, lade dem føde det, og så lade de mange barnløse adoptere? Det drejer sig om mere end 15.000 børn, der allerede er undfanget og ved at udvikler sig, ikke til mennesker, men som mennesker, altså lige indtil de bliver fjernet ved abort. Hvorfor ikke hjælpe tre steder i stedet for et: hjælpe de barnløse, hjælpe de ufødte, der ellers mister livet, og hjælpe de mødre, som ikke ønsker at beholde barnet.

Hjælp tre parter i stedet for kun en
Hvis de sidstnævnte fik en ordentlig kompensation, ville de måske godt gennemføre graviditeten og lade deres barn leve. Kvinder i en krisegraviditet ville ikke senere få psykiske problemer på grund af aborten, og selv om det også kan være svært at give sit barn væk, ville de finde trøst i, at de gav barnet livet og gav det til forældre, der vil elske det.
De barnløse ville ikke skulle gennem omfattende og belastende behandlinger med donoræg, som måske ikke engang lykkes. Desuden ville man kunne spare dyre behandlinger for at tage donoræg ud af donorerne.
Og for børnenes vedkommende, som ellers ville være endt som en abort, hvis de kunne få lov at leve i stedet for at ende i en skraldespand, ville det så ikke være at foretrække? Jeg har aldrig mødt nogen, der hellere ville have været en abort. Disse børn ville nu kunne få et liv hos forældre, der brændende ønsker sig et barn. Forældre, som ofte har opgivet adoptionstanken, fordi det er blevet så forfærdeligt svært at adoptere. Mht. adoption af danske spædbørn er det nærmest en umulighed. Så hjælp dog på tre fronter i stedet for en og red liv samtidig.