Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

25 oktober 2016

Dansk tyrkisk folkedrab

Af Erik Dahl, Lektor, Bakkedraget 14, 6940 Lem St
Korsmarken 2013


Masser af danskere har i år rystet på hovedet af tyrkernes hidsige benægtelse af det armenske folkemord for 100 år siden. Der blev dræbt over en million armenier, og alligevel vender Tyrkiet sig vredt mod enhver, som nævner det. Tyrkerne har en voldsom uvilje mod at høre om det, selv om det for alle andre end tyrkerne er indlysende forkert, hvad der skete dengang.

Men måske skal vi danskere ikke ryste så meget på hovedet? Har vi ikke også vores eget hemmelige folkemord, som vi også har en voldsom ulyst til at tale om? Hvis nogle formaster sig til at anfægte vores folkemord, så gør det os voldsomt hidsige og vrede, når det bliver nævnt. Jeg tænker selvfølgelig på, at vi i Danmark hvert år tillader drabet på 16000 ufødte borgere. Det er blevet til langt mere end 750000 på 40 år. Prøv at mærke efter, hvordan du som læser lige nu bliver varm og hidsig over, at der nu igen er en, der nævner aborterne i Danmark. Vi tror, at vi kan tie det indlysende forkerte ihjel…

Men lige som tyrkernes folkedrab ikke går væk ved hårdnakket fornægtelse, sådan vil historien også om 75 eller 100 år dømmer os danskere, når engang blodrusen over de ufødte går op for os. Vi vil også få et alvorligt forklaringsproblem, når vores efterkommere – de som var heldige at få lov at leve – hovedrystende spørger: Hvordan kunne I tillade det? Hvordan kunne I tro, at et barn er moderens krop, når de f.eks. ikke engang deler blodtype? Hvorfor gjorde I ikke noget for de forsvarsløse?

Måske er det tid ikke at pege så meget ud ad mod tyrkerne, men først pege indad med en blodig pegefinger på vores eget folkedrab?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar