Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

05 september 2017

Helte med lilla bleer på hovedet

Af Mathilde Munk, Hugvej 8, Vedersø, 6990 Ulfborg 
Foto: christoffarfryd.com


Efter den aktion, som foreningen ”Retten til liv” holdt i Århus her i weekenden, dukker der mange forskellige reaktioner op på de sociale medier. Jeg har siddet og kigget på dem med interesse og begyndende mavekramper i stor forundring over, at nogle klistermærker kan vække så stor furore. Det er jo ikke just den militante jernnæve!
Der var blandt kommentarerne adskillige, der mente, at den fri abort var det største fremskridt i menneskehedens historie, og at en debat omkring denne rettighed fører lige lukt tilbage til Stenalderen. Jeg kan undre mig over, at man kan kalde et folkemord for den største udvikling, der er sket for mennesket siden de tidligste tider… Uanset hvad man ellers mener om kvinders ret til (selv)bestemmelse over egen (og andres krop).
Ydermere vækker det forundring hos mig, at man hidser sig op over, at der påføres kvinder dårlig samvittighed eller skyld. Om det virkelig er så hævet over enhver debat eller selvransagelse, at dette er et fremskridt for menneskeheden, hvordan kan der så være tale om skyld? Hvem kunne blive skyldbevidst over at have skaffet rent drikkevand til et område i Afrika, selvom der skulle være uoplyste tåber, der mente, at det var en problematisk ting at gøre? Ville man ikke snarere end at hidse sig op og nedgøre dem trække på skulderen og sige: ”Nå!” ?
60´ernes og 70´ernes foregangskvinder og – mænd virker til at være menneskehedens og demokratiets store helte. Men hvad der adskiller dem fra de knapt så højt besungne - men langt mere udskældte - medborgere i weekenden er vanskeligere at få øje på. Har de ikke benyttet sig af stort set de samme demokratiske kanaler? Hvad gør så den ene gruppe til visionære helte med lilla bleer på hovedet, mens den anden gruppe er uoplyste mørkemænd og – kvinder uden plads i et moderne demokrati? Når præmisserne for dette demokrati vel netop er, at alle røster i princippet er lige vigtige og gyldige? Ellers falder ideen om det til jorden med et brag, når man har savet den gren igennem, man selv sidder på.
Langt oppe over Århus og alle de ulyksalige klistermærker, højt oppe over indignationen over dem og de forskellige røster i gadebilledet og på de sociale medier, er himlen så utroligt september-blå. Deroppe dvæler sandheden om altet, og måske den ikke altid er tilgængelig for mennesket, men uanset har Shakespeare ret, når han siger: ”Truth is truth to the end of reckoning.” Uafhængig af ægte eller såkaldt demokrati, uafhængig af moralsk udvikling eller afvikling og uafhængig af klistermærker og reaktionerne på dem.
Måtte vi alle bestræbe os på at søge denne sandhed i vore liv!