Der hersker mange myter omkring abort. En af dem blev luftet i Kristeligt Dagblad forleden (den 20. februar), hvor overskriften for indlægget lød: ”Alle børn bør være ønskebørn”. I den argumenterede Nina Skaaning for, at det er godt, at der for kvinden er en fortrydelsesret, når barnet ikke er ønsket, underforstået planlagt.
Myten går altså ud på, at resultatet bliver negativt, hvis man gennemfører graviditeten med et uplanlagt barn. Der hersker åbenbart en opfattelse af, at følelser er sådan en status quo størrelse, som de hormonelle udsving i begyndelsen af graviditeten ikke har nogen synderlig indflydelse på. Senere er der åbenbart heller ikke noget, der vil kunne ændre den negative følelse. Og hvis myten skal holde stik, så må der også være en opfattelse af, at moren vil plante i sit barn en bevidsthed om, at det bestemt ikke var ønsket – hvad der selvfølgelig ikke er særlig sundt for barnet at vokse op med.
Men hvad er det dog for en forvansket udlægning af virkeligheden i langt, langt de fleste tilfælde! Jeg selv var på ingen måde planlagt, ja, jeg kom faktisk som en total overraskelse for mine forældre – 10 minutter efter min tvillingesøster! Men jeg har aldrig følt mig hverken uønsket eller u-elsket, tværtimod, selvom jeg altså ikke var planlagt.
Ud af mine egne 5 børn, var de sidste par stykker nok heller ikke særlig planlagte, og indrømmet: jeg sukkede ved udsigten til nogen måneders kvalme og træthed – igen, igen! Men instinkterne slog ikke fejl: moderkærligheden blev ret hurtigt mobiliseret og slog fuldt igennem, da jeg lå med barnet i mine arme. Jeg har så også mødt dem, der måtte igennem det meste af graviditeten, ja, helt frem til fødslen, før barnet slog benene væk under dem, og moderkærligheden overvandt al ulyst til et barn. Og sådan ender det heldigvis for langt de fleste, der ikke havde planlagt deres barn.
Og ja, der er altid undtagelser fra reglen, af den ene eller anden grund. Disse kvinder har brug for hjælp. Men hjælpen er ikke at tilbyde hende med det uplanlagte barn at slå sit eget barn ihjel. Den slags gør stor skade på instinkterne, ja, på kvindens livskvalitet, for den der ellers tør se realiteterne i øjnene.
Så er der for øvrigt heller ingen fortrydelsesret, når først barnet er blevet til, som Nina Skaaning ellers argumenterede for. Barnet har sin egen ret til livet. Sin egen ukrænkelige værdi. Og vi hjælper på ingen måde kvinden ved at bilde hende ind, at hun kun vil være i stand til at være en god mor for et ønskebarn. Lad os i stedet tilbyde hende al mulig støtte og praktisk hjælp og ikke mindst hjælpe hende til at mobilisere alle de dyrebare instinkter, der gør det muligt, at også det i udgangspunktet ikke-ønskede barn vokser op med en mor, der elsker det – også selvom der måtte være sårbare forhold i hendes liv.
Dette rejser så også spørgsmålet om, hvad ønskebarns-kulturen gør ved barnet. Kan der ikke være en bagside ved den ind imellem overdrevne planlægning af ønskebarnet? Især når det bliver på baggrund af, at forældrene også kunne have fundet på at vrage det, fordi tidspunktet ikke var det rette. Skubber den slags ikke til præstationskulturen? Se, det er stof til endnu et blogindlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar