Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

01 marts 2018

Amnesty International i konflikt med deres eget grundlag

Ellen Højlund Wibe, landssekretær

En kvinde fra Pro Life arbejdet i Norge skrev for nylig til mig: ”Sidst vi havde Pro Life stand på gågaden i Oslo, så var Amnesty vores nabo. En dame fra dem kom hen til os og spurgte, om vi havde lov til at stå der, ved siden af dem, for vi havde jo et stik modsat budskab af dem”.

Det begyndte ellers så godt i 1961 med den engelske advokat, katolikken Peter Benenson, der grundlagde Amnesty International med særligt fokus på samvittighedsfanger og deres menneskerettigheder. Flere grupper blev med tiden inddraget, og fra 2001 erklærede man at ville arbejde for at fremme alle menneskerettigheder nedfældet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Men kæden hoppede på et tidspunkt af. Man lagde sig fladt ned for tidsånden. De ufødte, den aller-svageste gruppe mennesker, levede ikke op til tidens norm om beskyttelsesværdigt menneskeliv; deres rettigheder talte ikke længere.

Vi ser konsekvenserne rundt omkring, hvor de ufødtes menneskerettigheder er i spil. I Irland skal der - efter internationalt pres - være en folkeafstemning til maj, hvor det afgøres, om landets forfatningstillæg fortsat skal beskytte det ufødte liv på linje med moderens liv. I årevis har Amnesty ført pro-abort kampagner i landet med støtte af udenlandske donationer. Men i december blev de påbudt at tilbagebetale et større beløb; deres aktiviteter for at påvirke valgresultatet blev kendt ulovlige. De anser påbuddet som et ’uretfærdigt angreb på menneskerettighedsbeskyttere’ og betragter deres kamp som en menneskerettighedssag, uagtet det indebærer, at de ufødte mister deres beskyttelse.

Senest er det i Polen, de har blandet sig. Her er abort tilladt ved fare for kvindens liv, ved voldtægt eller hvis barnet har et særligt handicap. Det er den sidste mulighed, regeringen nu stiller forslag om at fjerne for at beskytte også det handicappede menneske. Men Amnesty opfatter dette som et angreb på kvinders rettigheder og understreger dermed – igen -  at deres kamp for at fremme alle menneskerettigheder er en relativ størrelse, afhængig af hvad tidsånden dikterer.
Hun havde ret, hende fra Amnesty i Oslo: ”Vi har et stik modsat budskab af dem”.

(Leder i Retten til Livs blad LIV februar 2018

Ingen kommentarer:

Send en kommentar