Det er godt, Jesus blev født!

Julen er i vente og den forventningsfulde stemning svøbersig lunt om os. Julens centrale budskab er, at et barn blev født. Gud lod sin søn føde i menneskeskikkelse i veer og smerter af en kvinde som ethvert andet barn er blevet født.Eller rettere sagt, sådan er ethvert barn ikke blevet født. For rigtig mange børn når af forskellige årsager slet ikke frem til fødslen - de er ikke velkomne.
Mange kvinder har i tidens løb kæmpet med skyldfølelse, savn og traumer efter en abort, for det er en tung erkendelse, at man valgte sit barn fra, og der er ikke mange, der er parat til at tale med dem om det, for det var jo et frit og lovligt valg, de traf. Så samfundet vasker sine blodige hænder i frihedens navn, mens et dagligt antal på størrelse med to skoleklasser slås ihjel.
At slå børn ihjel via abort er netop ikke ulovligt. Men man skulle efterhånden tro, det var ulovligt at tale om det, for det er vi nemlig næsten holdt op med. Måske for at undgå at såre nogen, måske for at fortrængeden dårlige samvittighed eller måske bare af almindelig ligegyldighed overfor sagen. Det er jo ikke nogen behagelig diskussion, og da slet ikke her op til jul, hvor vi gerne skulle bevare den gode, hyggelige stemning og fejre…, nå ja, det lille nyfødte barn. Guds gave til menneskeheden.
Det er godt, Jesus blev født! Hvordan skulle tilgivelsen ellers nå frem til vores formørkede jord? Lad os fejre barnet, der voksede op til manden med de naglesprængte hænder, der rækkes ud mod os alle. Guds søn.Glædelig jul.
Af Lærer Ketty Dahl, medlem af Retten til Livs bestyrelse

Pressemeddelelse

Livmoderen, det farligste sted
”Livmoderen er det farligste sted, et barn kan opholde sig”.
Det er budskabet, som Århusianerne vil blive mødt med på plakater rundt omkring i byen i uge 46 og 47. Plakaten viser billedet af en ung kvinde, der strutter af sundhed og glad forventning til barnet inde i maven. Men teksten, der følger billedet, står i en skærende kontrast. Mere end 16.000 aborter om året i Danmark taler for sig selv. Den provokerende overskrift er derfor ikke bare et postulat, men et faktum: ”Abort er den største dræber”.
Det er anti-abortforeningen Retten til Liv, der står bag kampagnen, og de ønsker med plakaterne, at udfordre folk til at forholde sig til, at ved en abort drejer det sig om et lille menneske uanset forsøgene på at tilsløre dette. Samtidig er det også en opfordring til at kæmpe for disse børns værdi og ret til livet.

Tak til Bubber

Torsdag aften fik en flok medborgere, hvis fortsatte eksistens i vores samfund er voldsomt truet, for en sjælden gangs skyld ordet.
I programmet 'Død over mongolerne' i TV2-programserien 'Danmark ifølge Bubber' havde Bubber sat sig for at finde ud af, hvorfor danskerne ikke vil have børn med downs syndrom og svaret var ikke opmuntrende.
Uanset, at mange af disse børn/unge har en lang række behov for støtte og beskyttelse, som andre børn/unge ikke har, så er det mennesker, der føler en selvfølgelig ret til at være her og er glade for livet. At slå dem ihjel i moders liv - angiveligt for at beskytte dem mod tilværelsen - virker helt absurd. Og som en ung mor i udsendelsen udtrykker det, så har de vel lov til at være her, selvom de er en særlig art?!
Tak Bubber for dit forsvar for en gruppe medmennesker, som meget få for alvor vil forsvare!

Kyniske embedsmænd?

Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort, at 16.362 ufødte børn mistede livet i en abort i 2010. Det er et fuldstændig surrealistisk tal.
Det er dog på ingen måde børnene, der har Sundhedsstyrelsens interesse. Nyheden præsenteres sammen med en statistisk beskrivelse af alle disse børns mødre - alder, bopæl, stigninger og fald.
Hvordan i alverden kan man undgå at forholde sig til de små? Alle dem, der havde fået lov til at leve, hvis nogen havde grebet ind, hvis tvivlen var blevet taget alvorligt eller, hvis nogen havde anerkendt deres ret til at leve?
Er vores embedsmænd kynikere?
Nej, naturligvis ikke. Embedsmænd gør bare, hvad de får besked på. Sådan har det altid været. Når en gruppe mennesker er blevet sat uden for lovens beskyttelse, er der kun dig og mig tilbage til at kæmpe for dem.
Til gengæld viser historien, at det kan lade sig gøre at vinde denne kamp.

Til min ulykkelige medsøster!

Lad dig ikke tvinge eller overtale til at få en abort. Uanset hvilke vanskeligheder, der venter foran dig, så er det ikke noget nogen kan tvinge dig til at løse med en abort.
Tiden bliver jo ikke skruet tilbage, selvom du får dit barn fjernet. Man bliver mor i sit hjerte, når man opdager, at man er gravid!
Men jeg ved godt, hvad du mener med, at det ikke var sådan du havde planlagt dit liv. Det skulle ha' været i en anden rækkefølge og med en anden mand. Men ved vi nødvendigvis selv, hvordan den bedste udgave af vores fremtiden ser ud?
Og hvordan vil din fremtid være nu uden dit barn?
Lad dig ikke skræmme af alle de dystre forudsigelser om, hvor svært det bliver. Et barn er en kæmpe udfordring, men tiden frem til din baby kommer vil lære dig, hvordan du skal gribe det an. Og der er hjælp at få!
Tænk dig godt om. Mærk efter i dit hjerte og stol på, at det har ret.
Kærlig hilsen Kerstin

Boykot fostertjek

Der er for hvert år stadig flere kvinder, der søger om tilladelse til abort efter 12. uge, fordi fosterundersøgelser har vist, at deres barn har et handicap. Det viser de nye tal fra Abortankenævnet. Samtidig beretter Dansk Cytogenetisk Centralregister, at antallet af børn født med downs syndrom nu er rekord lavt.

Det er blevet en naturlig rutine for gravide at få deres børn tjekket for kromosomfejl tidligt i graviditeten, og tallene viser, at det også er blevet en naturlig rutine at få dem fjernet, hvis de fejler noget.

Men et er tal, noget andet er følelser og brutal virkelighed. Hvordan har alle disse mødre det? Man kan umuligt forestille sig andet end, at det må være en frygtelig beslutning at skulle tage. Abortansøgerne er jo alle kvinder, der har ønsket sig et barn, har glædet sig, da den første morgenkvalme meldte sig og nydt at maven voksede.

Hvad er det, der får mødre til at søge om tilladelse til at få deres elskede barn slået ihjel? Hvorfor er en kromosomfejl så voldsom en ulykke, at forældre kaster al omsorg og beskyttertrang overbord for at undgå den.

En far, der selv har en dreng med downs syndrom, skrev for nylig til mig: Jeg mener, at tilbudet om scanning af fostre med henblik på en eventuel abort let bliver manipulerende. Fravælger vi for børnenes skyld, nej. Fravælger vi for forældrenes skyld, næppe, de aner ikke hvad de tager stilling til! Jeg mener den væsentligste årsag til fravalget er samfundsøkonomi. 

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Ved forældre hvilken 'Pandoras æske' de åbner, når de siger ja til at få deres barn tjekket? At det kan være svært at sige nej til moderkagebipopsien, hvis tvivlen først er blevet vagt ved nakkefoldsscanningen? Og hvis moderkagebiopsien bekræfter mistanken om, at barnet har downs syndrom, ved forældre da, hvor svært det er midt i chok og sorg at mobilisere styrken til at undersøge, hvilken ny opgave, de nu står overfor, når omgivelserne står klar med den lette løsning - at få det hele hurtigt overstået ved en abort?

Lad os boykotte alle disse scanninger, vi som forældre har fået tilbudt af vore lovgivere, fordi de tjener sig hjem, hvis vi pligtskyldig aborterer de downs-børn, der bliver fundet. Lad os kæmpe for alle vore børn og stå sammen om det!

Downs Syndrom er et alvorligt handicap. Men intet menneske er en diagnose, og ethvert menneske er værd at slås for.

Kerstin Hoffmann

Hospice for ufødte

Når forældre i dag får den ulykkelige besked, at det barn de venter har en lidelse, der gør, at det vil dø ved fødslen eller kort tid efter, ledsages oplysningen rutinemæssigt af et tilbud om at fremskynde barnets død ved en abort. Den udbredte holdning er, at det er bedst at få denne ulykkelige begivenhed overstået så hurtigt som muligt.
Men hvorfor er det sådan? Man kunne jo aldrig finde på at tilbyde forældre til et alvorligt kræftsygt barn noget tilsvarende. Selvfølgelig ikke. Alle kræfter sættes ind på at gøre hver eneste dag så god og rig som muligt.
For livet er kostbart, hver eneste dag tæller!
Derfor er det glædeligt at konstatere, at der er mennesker, der arbejder for at ændre den dystre rutine, der møde vordende forældre i sorg.
En ny bevægelse, der arbejder for at alle hospitaler skal tilbyde palliativ behandling til det alvorligt syge, ufødte barn og dets familie er de senere år vokset frem i Canada og USA.
En af bevægelsens pionerer, Amy Kuebelbeck, der selv bar sit dødeligt syge barn til terminen, udtrykker vigtigheden af dette sådan: Hvis dit barn skal dø, vil dit hjerte blive knust under alle omstændigheder. Hvorfor ikke gøre, hvad du kan for at fylde dit hjerte først?

Omtalt i det norske Dagenens Medisin. Læs også Palliativbarn

Det svenske parlament modarbejder frihedsrettigheder

I Sverige synes man ikke, at læger skal kunne fritages fra at udføre abort, hvis det strider imod deres samvittighed. Og man mener heller ikke at sundhedspersonale i andre lande skal nyde denne frihed.
Med 271 stemmer imod 20 vedtog parlamentet i går at sende politikere til Europarådet med den klare mission at få ændret den resolution, der blev vedtager i oktober 2010, der beskytter alt fagpersonale, der er modstandere af abort, imod tvang og diskrimination.
Beslutningen begrundes med at Sverige skal støtte initiativer, der sikrer fri, sikker og legal abort til alle kvinder.
Det er beskæmmende at opleve et frit og demokratisk land kæmpe for ideologisk undertrykkelse.

Gravide misbrugere - tvang som alternativ til abort?

Tak til Socialministeren for at sætte et positivt fokus på gravide misbrugere og deres børn.
Misbrugere, der bliver gravide havner i en dobbeltsvær situation. De får ansvar for et nyt lille liv, og det er et ansvar de i sagens natur har svært ved at løfte. Hvis misbruget ikke stoppes eller begrænses risikerer barnet at blive født med livsvarige handicaps.
Den nærliggende 'løsning' på det problem har desværre været at forsøge at 'overtale' kvinden til at få en abort. Men nu har Socialministeren fået øje på en anden vej, som måske kan hjælpe både mor og barn.
I Sverige har man gode erfaringer med at underlægge gravide misbrugere en midlertidig tvangsbehandling, således at barnet beskyttes mod skader, men det er en praksis, der ikke er tilladt i Danmark, hvor man har en i øvrigt sund tradition for ikke at bruge tvangsbehandling. Men nu vil Socialministeren nedsætte en arbejdsgruppe, der skal undersøge muligheden for at indføre den svenske model her i landet.
En af dem, der i mange år har ønsket tvangsbehandling indført er May Olofsson, der leder familieambulatoriet ved Hvidovre Hospital, og hun siger til Kristeligt Dagblad:  "Alle gravide har et stærkt ønske om at gøre det bedste for deres barn. Men nogle af disse kvinder er ikke i stand til at gøre det, de gerne vil, fordi de har det dårligt. Derfor mener jeg ikke alene, at tvang tjener barnets bedste, men også kvindernes."

Levende senaborter

Abort er samfundets kroniske dårlige samvittighed. At man kan kassere sit eget barn med statens velsignelse er en så uhyggelig virkelighed, at det ikke er til at holde ud at tænke på.
Men engang imellem hopper låget af skraldespanden. Senest har Ekstra Bladet åbnet sagen om de levende senaborter, der ligger og dør alene i skyllerummene.
Ganske symptomatisk griber etikere og politikere lejligheden til at vise lidt sand humanisme ved at lægge afstand til denne uværdighed. Ikke at de mener, der er noget galt i at slå de små ihjel, men de skal da ikke lades alene i deres dødskamp.
---
Man spørger sig selv: Har det danske samfund værdighed tilbage at tabe i denne sag?

Syng for dit ufødte barn

Ved et pionerprojekt på Londonhospitalet NHS lærer gravide at synge for deres ufødte børn. "Hørelsen er noget af det første, der udvikles hos det ufødte barn, og det er en udbredt erfaring, at sang styrker sprogudviklingen", lyder begrundelsen for initiativet.
Også i Danmark er der forkus på det ufødte barn. Danske politikere står klar med lovforslag, der skal redde frisørers ufødte børn fra skadelige kemiske stoffer.
Man kan kun glæde sig over al den omsorg, der bliver det ufødte barn til del - helt fra dets spæde start.
Men der er noget helt galt med proportionerne. For hvem har øje for alle de ufødte børn, der er i akut livsfare netop i disse timer, fordi en sygeplejerske står klar med en dødbringende abortpille og et glas vand til den gravide mor? Og hvem har hjerte for alle de ufødte, der i disse minutter, som det sidste her i livet, vil høre et abortsugs hidsige hvæsen?

Himlen - også for de ufødte

En fire år gammel dreng vågner efter en nødoperation, som nær har kostet ham livet. Han fortæller sine forældre, at han har været i himlen og mødt Jesus, engle og flere bibelske personer. Han fortæller også, at han har mødt sin oldefar (som døde 30 år før han selv blev født) og beskriver detaljer, han umuligt kan have kendt på forhånd.
Forældrene er skeptiske overfor drengens historier lige indtil han fortæller, at han også har mødt sin lillesøster, som døde i mors mave - som han udtrykker det. Moderen mistede et barn i en spontan abort da drengen var helt lille, men det havde forældrene aldrig omtalt for ham.
Hele beretningen er beskrevet i bogen "Heaven is for real", der har fået meget stor omtale i USA. Læs mere her.
En bog som denne kaster en ny vinkel ind i debatten om, hvornår et menneske er et rigtigt menneske. På sin særegne måde er dette en beretning om Guds omsorg for selv de mindste små, der bekræfter den bibelske salme:
'Da jeg endnu var et foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet.' Salme 139

Hvem er værd at beskytte?

Et barn er ikke en person før omkring 18 måneders alderen, og derfor er der ikke noget etisk problem ved abort, sagde den canadiske filosofiprofessor, dr. Mark Mercer ved et debatmøde om abort på Dalhouse Universitet i sidste uge. Han benægter ikke, at et ufødt barn er et menneske, men benægter at dette 'artsmedlemsskab' er moralsk relevant. Først når man er en person - dvs. besidder en vis selvopfattelse og rationalitet og kan føle smerte og nydelse - er man værd at beskytte.
Dr. Mark Mercer står ikke alene med sine synspunkter. Mest kendt er vel nok filosoffen Peter Singer, der argumenterer for abort med den begrundelse, at fosteret ikke har nogen bevidsthed og derfor heller ikke har nogen interesse i at overleve.
Dette menneskesyn rækker i virkeligheden langt ud over abort, og kan også bruges til at forsvare aflivning af nyfødte børn med defekter og fødselsskader eller børn af forældre, man mener, ikke egner sig til forældreskabet.
Man må indrømme, at argumentet er båret af logik - grum logik. Hvorfor beskytte svage og syge børn, vi som samfund ikke ønsker, hvis man kan skille sig af med dem på et tidspunkt, hvor de ikke opfatter noget som helst? Det er da så humant, som man kan ønske sig det.
Nej!
For der mangler noget helt grundlæggende. Børn er elskede, alene fordi de er til.
Forældre elsker deres børn, også når de er svage og syge. En mor elsker sit barn, også når det kommer på tværs af livsplanlægningen. Det er derfor det har så store menneskelige omkostninger at få en abort. Det koster at lade logikken kvæle kærligheden.
Retten til Liv ønsker at kæmpe imod den golde logik, der har mistet respekten for Skaberen og den kærlighed Han har nedlagt i sin skabning.

Begravelse af aborter

Denne uge har været præget af debatten om den praktiske håndtering af de 16.000 fosterlig, som abortloven hvert år kaster af sig. Skal de smides ud som affald eller begraves på en kirkegård?
Alt taler for, at de selvfølgelig skal begraves på anstændig vis. De er jo også mennesker, det har teknologien for længst slået fast. Vi kender alle billederne af 8 uger gamle fostre med bitte små finge og bitte små tæer.
Men så er det, man spørger sig selv: Hvorfor beskytter vi dem ikke? Hvorfor betaler vi vore læger for at slå dem ihjel? Giver det mening at vise børn respekt i døden, når man nu ikke ønsker at beskytte dem i livet?
Ønsket om pænt at begrave de ufødte børn, vi som samfund rutinemæssigt slår ihjel med abortloven i hånden ligner mest af alt et forsøg på at dulme en voldsom etisk tandpine.
Lad os da i stedet trække tanden ud!

Må kvinder da ikke bestemme over deres egen krop?

Selvfølgelig må en kvinde bestemme over sin egen krop, hvordan hun vil behandle den, og hvem hun vil hengive sig til. Og det er nok en sag, der er værd at slås for. Mange kvinder sulter sig det meste af livet, fordi deres taljemål ikke lever op til standarden, og mange unge piger tror, at de har pligt til at gå i seng mede deres kæreste, selv om de ikke har lyst til det. Kvindekroppen behøver beskyttelse - også på vore fredelige breddegrader.
Men argumentet kan bare ikke bruges, når det gælder abort. Når man bliver gravid bliver ens krop et midlertidigt opholdssted for et lille nyt menneske med en lille selvstændig krop, som har krav på samme beskyttelse som ens egen. Barnet kan godt nok ikke klare sig selv og er i dyb afhængighed af sin mor, men giver dette, at nogen er afhængig af os, fuld råderet over deres liv? Det er vel en tankegang vi forlod i den vestlige verden, da vi opgav slaveriet.
Kvindekroppen vinder ingen respekt ved abort, tværtimod. Ethvert menneske har krav på beskyttelse og omsorg alene fordi det er til - det må gælde både kvinden og barnet.