Abort: Hvem tvinger forældre til abort?

Ekstrabladet har fundet en grum historie om et ungt par der rejser til England for at få en abort. En scanning i uge 20 har vist, at den lille pige de venter, måske har en genetisk betinget knoglesygdom, der kan resultere i et liv i kørestol. Den genetiske diagnose er tidskrævende at stille, og da barnet når den danske aldersgrænse for senabort, ved de stadig ikke noget.

I England er der adgang til abort frem til 24. uge, så da denne uge nærmer sig beslutter parret, at de ingen chancer ville tage og rejser i hast dertil for at få abort.

Avisen beskriver abortforløbet i rædselsfulde detaljer: Først får barnet en sprøjte, der stopper hjertet og næste dag klippes knoglerne i stykker og delene suges ud.
Forældrene til barnet er naturligvis belastet af situationen. Moderen siger til avisen: "Det er jo et udviklet lille barn. Det er i live, og du kan mærke det hver dag. Det var sindssygt hårdt, fordi vi vidste, det var et lille menneske. Man føler jo, man har slået sit eget barn ihjel. Men vi var nødt til det."

Artiklens fokus er, at det er synd for parret, at de skal så meget igennem for lov til at abortere deres måske handicappede datter. Men hvordan kan man dog stille alting så totalt på hovedet? Hvor er medfølelsen med det lille menneske, der ikke fik lov til at leve, blot fordi det så forkert ud på scanningen? Hvor er de kritiske spørgsmål til selvfølgeligheden i beslutningen om abort?

Jeg ved godt, at der ikke er nogen nem måde at tale om dette på. At få at vide, at ens elskede barn måske fejler noget er tungt. Men hvorfor ikke kæmpe for chancen for, at diagnosen måske er forkert? Hvorfor ikke kæmpe for det gode liv på trods af alle handicaps? Hvad kan være værre for et barn end ikke at få lov til at leve og blive elsket? Hvad får dog unge forældre til at føle, at de er nødt til at slå deres barn ihjel?

Det danske samfund har i dag bevæget sig tilbage til sit førkristne udgangspunkt, hvor børneofringer hørte til samfundsnormen. Dengang måtte forældre på overtroens præmisser ofre deres svagelige nyfødte for ikke at give anledning til misvækst og ulykke.

Hvad har den moderne civilisation at undskylde sig med?

Få din abort begravet

På Assistens Kirkegård i Odense er lavet en ny fællesgrav for aborterede børn - også børn, der er døde i en provokeret abort. Tidligere blev fostrene behandlet som vævsaffald og kørt på forbrændingen, men nu kan forældre ønske, at asken fra deres barn skal graves ned i den anonyme fællesgrav.
"Med de mange scanninger og undersøgelser i dag opdager forældre misdannelser eller Downs syndrom og fravælger barnet. Men der er stadig en stor sorg over tabet af et ønskebarn. Og for forældrene er det en lettelse at vide, at fostret ikke bliver håndteret som affald," siger Lone Sølvsten Kappendrup, afdelingsjordemoder på fødeafsnittet, Odense Universitetshospital til Fyens Stiftstidende.
Retten til Liv mener, at behovet for en gravplads hænger naturligt sammen med erkendelsen af, at et aborterede foster er et barn. Det skræmmende i den forbindelse er, at denne erkendelse ikke får forældre og samfund til at sætte alle kræfter ind på at sikre barnet et godt liv, men alene en god begravelse.

Hyklerisk omsorg

Sundhedspersonale må ikke lade aborterede børn alene, hvis de viser livstegn efter aborten
Sundhedsstyrelsen har udsendt ny vejledning til landets fødeafdelinger, der fastsætter, at børn, der er i live efter en abort skal ydes omsorg i form af tilstedeværelse af et andet menneske.
Det er folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, der har rejst sagen, som reaktion på en række artikler i Ekstrabladet sidste år, der beskrev, hvordan aborterede børn lå og døde alene i skyllerummene. ".. hovedproblemstillingen var, at de små børn blev efterladt på en måde, der kunne rejse spørgsmål i forhold til menneskerettighederne om en værdig behandling..", siger han til Kristeligt Dagblad.
Denne sag udstiller et grundlæggende hykleri ved den moderne humanisme. Man vil have lov til at slå ufødte ihjel, da ingen skal tvinges til at få et barn, de ikke har lyst til, men det skal gøres på en pæn måde. Hvordan kan man overhovedet tale om menneskerettigheder, når man netop med vold har krænket den vigtigste af dem alle - retten til liv? Selvfølgelig skal vi tage os kærligt og værdigt af alle de små, der ikke kan leve, men hvis det er os selv, der har slået dem ihjel i første omgang, så er vi ude i et selvbedrag, som får vores kamp for menneskerettigheder andre steder i verden til at se ynkelig ud.

Google AdWords bortcensurerer abortkritik

PRESSEMEDDELELSE fra Retten til Liv

Google AdWords har med øjeblikkelig virkning afvist alle annoncer fra foreningen Retten til Liv. Foreningen finder det meget bekymrende, at Google, som de facto monopol, på denne måde udøver politisk censur.
Tidligere har studerende, journalister og alle andre kunnet finde rettentilliv.dk via foreningens annonce, når der på Google søges på abortrelaterede emner. Men det er slut nu og foreningen er pga. sit smalle fokusområde henvist til at være et søgeresultat på 3. eller 4. søgeside.
Ifølge Google AdWord’s retningslinjer afvises annoncer til websites, der relateret til abort og samtidig anvender voldelig sprogbrug (her gives eksemplet ’ abort er drab’) eller bruger makabre billeder.
Et drab er en handling, der forvolder en andens død, og dette er netop, hvad der sker i en abort.
Det er kun de færreste, der vil være uenige i, at et foster er et lille menneske. Den moderne teknologi har for længst gjort det muligt for os som forældre at følge vore børns skjulte udvikling, fra de er få måneder gamle. Derfor er det også så grusomt og ubehageligt at forestille sig, hvad der sker i en abort. For den, der vil undersøge sagen, er faktum er desværre, at det ufødte barn lider en voldelig død.  Men hvordan skal man informere sandfærdigt om dette uden at støde Google AdWords’s retningslinjer? Hvorfor må det indlysende ikke blive sagt?
Retten til Liv er en forening, der kæmper for ethvert menneskes ret til livet og imod lovgivning, der tillader drab på det ufødte menneske. Derfor kan man naturligvis finde tekster, der betegner abort som drab på rettentilliv.dk, og der vises også enkelte billeder til dokumentation af disse drab. Dog er disse billeder af naturlige hensyn anbragt i websitets fjerde lag og derfor kun en information, man finder, hvis man selv opsøger den.
Rent juridisk er Google naturligvis i sin gode ret til at handle med, hvem de vil. Men som de facto monopol på internetsøgning er det meget bekymrende, at Google benytter denne ret til at udøve politisk censur. Hvilke andre holdninger vil Google ’skåne’ os forbrugere for?
_________________
For yderligere oplysninger kontakt:
Retten til Liv
Landssekretær Ellen Højlund Wibe  -  tlf: 47 52 44 84 -  mail: jegvilleve@rettentilliv.dk
Formand Roland Knudsen - mail: rolandknudsen@hotmail.com
www.rettentilliv.dk

Efterfødselsabort – det konsekvente skridt videre

Der er ingen etisk relevant forskel på et foster og et nyfødt barn. Derfor bør man tillade efter-fødsels abort, så nyfødte kan dræbes, hvis forældrene ikke ønsker dem. Det gælder både børn med forskellige defekter, børn hvis forældre ikke kan magte opgaven, og børn hvis forældre alligevel ikke ønsker barnet.
Dette forslag kunne man læse i artiklen ”After-birth abortion: why should the baby live?” i det internationalt anerkendte tidsskrift ”Journal of Medical Ethics” den 23. februar i år. De to forfattere, Alberto Giubilini og Francesca Minerva, er ikke provokunstnere eller satirikere, som det ellers bl.a. er blevet foreslået af vantro mennesker på Facebook. De er meget seriøse etikere og har begge en ph.d. i filosofi, og de mener det helt alvorligt.

Når man læser det, må man spørge sig selv, hvordan forstandige mennesker kan mene noget så frygteligt. Desværre er det blot den logiske følge af den forståelse af fostre, der er almindelig i Vesten og vores deraf følgende abortlovgivning.

Giubilini og Minerva argumenterer på baggrund af den australske filosof Peter Singer, som allerede i 70'erne gav udtryk for en lignende holdning og har udfoldet den flere gange siden. Tanken er, at ingen har ret til noget, de ikke har den mentale formåen til at værdsætte. Kun den, der kan føle smerte, har således ret til ikke at blive påført smerte, og kun den, som er i stand til at værdsætte sin egen eksistens, har ret til at beholde den. Desuden skal man kunne opfatte sig selv som et individ, der eksisterer i tid, og som derved kan sætte sig mål for fremtiden. Den evne har hverken fostre eller nyfødte børn, hævder Giubilini og Minerva, og derfor er de ikke personer i etisk forstand.
Da de ikke kan sætte sig mål for fremtiden, mister de ikke noget ved, at man berøver dem denne fremtid.

Endvidere har mennesket ikke nogen særlig værdi frem for andre dyr. Ethvert dyr, der er en person i ovennævnte forstand, har ret til livet, ligesom ethvert menneske, der ikke er en person, ikke har ret til livet. De gør derfor også op med den gamle diskussion om, hvorvidt et foster er et menneske. Det er et genetisk spørgsmål, og selvfølgelig er fosteret et menneske. Det er bare ikke relevant for etikken, hvilken art man tilhører. Om man er en person, er det væsentlige.
Hermed overtrumfer de på den ene side den gamle abortmodstand, der stædigt har fastholdt menneskets særlige status og dermed også fosterets, og på den anden side aborttilhængerne, der har hævdet, at fosteret endnu ikke er et rigtigt menneske.

Der er imidlertid nogle alvorlige problemer i Giubilini og Minervas idé. For det første bygger den på en ulogisk undtagelse, som de ikke argumenterer fornuftigt for. For det andet er konsekvenserne langt mere vidtrækkende, end det fremgår af artiklen.

Det ulogiske ligger i deres måde at forstå krænkelsen af rettigheder på. Deres tanke er, at en krænkelse er afhængig af evnen til at erkende sit tab, hvilket muligvis er sandt for enhver anden krænkelse end netop drab. Døden forhindrer jo netop, at man er i stand til at erkende tabet. Den græske filosof Epikur sagde det således: ”Når vi er, er døden ikke tilstede, og når døden er, er vi ikke tilstede”. Derfor kan ingen erkende sin egen død. Enhver, der bliver slået ihjel på en smertefri måde og uden at vide det, fordi døden indtræffer pludseligt, eller fordi personen sover eller er bevidstløs, krænkes derfor ikke ved at blive slået ihjel, hvis man skal følge denne forståelse af en krænkelse,

Giubilini og Minervas forbillede, Peter Singer, har bemærket dette problem, og han mener derfor, at drab snarere er en krænkelse af alle andre personer. Når én person dræbes, skaber det en frygt i andre personer, som derfor får deres livskvalitet reduceret. Denne angst gælder dog kun for andre personer. At man blot tilhører samme art, skaber ikke denne frygt, mener Singer. At den, der på den måde sætter skel op indenfor menneskeheden, er på et farligt spor, viser historien kun alt for tydeligt med slavehandel, kvindeundertrykkelse og holocaust. Mere eller mindre vilkårlige grænser kan altid sættes op, når der er nogen, man ønsker at udelukke fra fællesskabet af mennesker. At der stadig er en udbredt abortmodstand, viser, at mange mennesker faktisk føler sig truet af det, de ser som et overgreb på nogen, de oplever et eksistentielt fællesskab med. Ikke mindst ældre med begyndende demens må føle truslen.

Konsekvenserne af Giubilini og Minervas tanker er som nævnt langt mere vidtrækkende, end de gør sig klart i artiklen. Ved at lægge fokus på om nogen er en person i stedet for på hvilken biologisk art, der er tale om, fratager de mennesket enhver værdighed. Som sekulære filosoffer gør de ret i(,) ikke at tillægge et dyr en objektivt set højere værdi end et andet, men som mennesker begår de en frygtelig fejl ved det. Når mennesket kun har værdighed i kraft af, at det er en person, forsvinder de gode argumenter imod en lang række ting, vi ellers oplever som grove krænkelser af menneskeheden.

Kannibalisme er et godt eksempel. Det er en af de ting, det moderne menneske væmmes allermest ved.
Vi oplever det som en krænkelse af den døde, men eftersom den døde ikke er en person, kan der ikke være nogen krænkelse.
Vi oplever det som en krænkelse af menneskeheden som sådan at gøre et menneske til mad, men hvis mennesket ikke har nogen særlig værdighed, kan menneskeheden ikke krænkes.
Endelig er der naturligvis de efterladtes følelser, der kan krænkes ved kannibalisme, men hvis den døde selv ønskede at blive spist efter sin død, er situationen magen til organdonation, hvor vi lader den afdødes ønsker gå forud for de efterladtes. Den principielle forskel på organdonation og kannibalisme er udelukkende, at vi ser kannibalisme som en krænkelse af menneskeligheden, mens vi ser organdonation som en næstekærlig handling. Desuden er der mangel på organer, mens der ikke er mangel på mad. Ville vi se modsat på de to, hvis vi kunne skabe kunstige organer, men manglede mad?

I en sekulær etik gives der grundlæggende set ikke nogen absolutte etiske værdier. Etikken er en social konstruktion. Det betyder blot ikke, at vi uargumenteret kan gøre, hvad der passer os. Mennesket er et fornuftsvæsen, og derfor må vi forvente, at mennesket opretholder en fornuftigt sammenhængende etik. Hvis ikke er enhver tanke om etik jo meningsløs.
Vælger man som Giubilini og Minerva at lade personbegrebet være det, der er bestemmende for retten til livet, så man derved ophæver menneskets almene værdighed, er der ikke som sådan noget forkert i det. Ikke ud fra en sekulær etisk overvejelse i hvert fald. Så er man blot nødt til at tage hele pakken med.

Hvis det er acceptabelt at slå små mennesker ihjel, fordi de endnu ikke er personer, så er kannibalisme i visse former også acceptabelt.
Hvis det er acceptabelt at sætte skel mellem forskellige typer af mennesker, så de grundlæggende menneskerettigheder ikke gælder for alle, så vil fostre og nyfødte ikke være de sidste, der udelukkes.

Der er ingen etisk relevant forskel på et foster og et nyfødt barn. Så langt har Giubilini og Minerva ret. Alligevel kan den frie abort fejre fyrre års jubilæum til næste år. Lad os markere den ved enten at tillade drab på spædbørn eller ved at give aborten selv dødsstødet. Fyrre år må være længe nok med en inkonsekvent samfundsetik.

Af cand. theol. Søren Stidsen 

Mødre skal have lov til at slå nyfødte ihjel, siger etikere

Nyfødte er ligeså 'moralsk irrelevante' som aborterede fostre, så mødre skal have lov til at slå deres nyfødte ihjel, hvis de ønsker det. Dette standpunkt fremføres af filosof og medicinsk etiker Dr. Francesca Minerva og bioetiker Dr. Alberto Giubilini i artiklen After-birth abortion: Why should the baby live? offentliggjort i Journal of Medical Ethics.
Artiklen argumenterer for, at den nyfødtes moralske status svarer til fosterets i den forstand, at begge mangler de egenskaber, der retfærdiggør at et individ tilkendes ret til livet. Læs fra Couriermail.com.
I artiklens resume står bl.a.:  "Abort er bredt accepteret selv af grunde, der ikke har noget med fosterets helbred at gøre. Ved at vise, (1) at hverken fostre eller nyfødte har samme moralske status som faktiske personer, (2) at det faktum at begge er potentielle personer er moralsk irrelevant og (3) at adoption ikke altid er i de involverede personers bedste interesse, argumenterer forfatterne for at det, der kaldes 'efter-fødsels-abort' (drab af nyfødte) burde være lovligt i alle de tilfælde, hvor abort er det, inklusive de tilfælde, hvor den nyfødte ikke er handicappet."
Forsvar for drab på nyfødte er ikke noget nyt i moderne etisk tænkning. Filosoffen Peter Singer er blevet verdenskendt for sine nytteetiske synspunkter, der forsvarer abort og aktiv dødshjælp udfra tanken om, at et menneskeliv kun er bevaringsværdigt, hvis det gavner nogen.
I et modsvar til artiklen fra Minerva og Giubilini beskriver professor i teologi, Charles C. Camosy, Fordham University in New York City, forsvaret for drab på ufødte som et tegn på, at den jøde-kristne påvirkning af kulturen er ved at vige. Læs Retten til Livs kritiske analyse: Efterfødselsabort - et modsvar skrevet af cand. theol. Søren Stidsen

Abortmindelunden overdraget til Retten til Liv

PRESSEMEDDELELSE
Abortmindelunden i Vedersø er blevet overdraget til Retten til Liv
Hanne Munk, enke efter Arne Munk, har efter sin mands ønske overdraget Abortmindelunden i Vedersø til Retten til Liv. Foreningen vil fremover benytte Abortmindelunden til forskellige aktiviteter.
Abortmindelunden blev anlagt i 1999 for at mindes de mange uskyldige ofre for den legale abort, for at fastholde de ansvarlige for disse overgreb og kalde det enkelte menneske til handling.
Grunden har været i familien Munks eje siden digterpræsten Kaj Munk var sognepræst i Vedersø og da Kaj Munk selv markerede sig skarpt i kampen mod fosterfordrivelse var det helt i sin fars ånd, at sønnen Arne Munk stillede grunden til rådighed for foreningen. Stedet blev således åbnet med afsløringen af en mindesten på 55-årsdagen for Kaj Munks martyrium og i 2002 indviet ved en sakral handling til Abortmindelund.
Lokal politisk modstand gjorde, at foreningen ikke kunne udbygge stedet efter sin oprindelige plan og siden 2007 har Abortmindelunden levet et stille liv.
Efter overdragelsen overtager foreningen vedligeholdelsen af grunden. Det er foreningens hensigt at benytte stedet til forskellige aktiviteter indenfor reglerne for, hvad der må foregå på en privat grund. Foreningen ser intet formål i at engagere sig i lokalpolitiske uoverensstemmelser, men vil dog understrege, at ingen politisk instans kan ændre på den kendsgerning, at dette sted er indviet til Abortmindelund.
For yderligere information kontakt:
Landssekretær Ellen Højlund Wibe, tlf: 4752 4484, email:  jegvilleve@rettentilliv.dk
eller
Formand for Retten til Liv, læge Roland Knudsen, email: rolandknudsen@hotmail.com

Vestens abortkorstog i den 3. verden

Hele tiden påvirkes vi af omverdenens argumenter for fri abort. Men hvad med abortmodstandens argumenter? Hvordan når vi ud til en verden, der blændes af store pro-abort-kampagner? Ved vi, hvad vi skal sige, eller kører vi fast i den massive påvirkning, vi møder?
   I øjeblikket kører Sex og Samfund for offentlige midler en kampagne i Arriva-togene for at give kvinder i u-landene bedre mulighed for abort. Kampagnen skulle efter sigende sikre, at de kan forbedre deres livsvilkår. Men hvad er myter og fakta? Er der virkelig lighedstegn mellem adgangen til fri abort og så langt større muligheder for et bedre liv? Fører adgangen til fri abort til færre graviditeter og mindre undertrykkelse? Hjælper vi virkelig kvinderne i u-landene ved at sikre, at de får mulighed for abort?
   Vi vil ved dette årsmøde se nærmere på Vestens abortkorstog i den tredje verden og gøre op med myterne. Vi har brug for at klæde os på i abortkampen med argumenter, der holder! Vi har brug for at lytte til Guds klare tale imod uretten. Deltag i årsmødet og vær med i en kamp for de ufødte børn, for deres liv er lige så værdifuldt som dit og mit!
   Vi har fået en yderst kompetent foredragsholder til at klæde os på indenfor dette felt, både ved foredraget og den efterfølgende debat. Torben Riis er ’professionel pro-life’er’ med et stort internationalt netværk, og han har i mange år dygtiggjort sig på dette område. Han er med i ledelsen af søsterforeningen Respekt for Menneskeliv og er redaktør på deres medlemsblad.
Af lærer Ketty Dahl, bestyrelsesmedlem i Retten til Liv 

Fyld bilen, tag toget, spring på cyklen… og deltag i Retten til Livs årsmøde!

Martin Luther King Day

USA fejrer i dag Martin Luther King (MLK) for hans fremsynede og modige kamp mod uretfærdighed og undertrykkelse. En kamp, der har mange lighedspunkter med nutidens kamp mod fri abort. Det er interessant at læse MLK's taler og breve med dette fokus: "I am thankful to God that some noble souls from the ranks of organized religion have broken loose from the paralyzing chains of conformity ... Some have been dismissed from their churches, have lost the support of their bishops and fellow ministers. But they have acted in the faith that right defeated is stronger than evil triumphant. Their witness has been the spiritual salt that has preserved the true meaning of the gospel in these troubled times. They have carved a tunnel of hope through the dark mountain of disappointment." Martin Luther King's brev fra fængslet i Birmingham