Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

10 september 2012

Abort: Hvem tvinger forældre til abort?

Ekstrabladet har fundet en grum historie om et ungt par der rejser til England for at få en abort. En scanning i uge 20 har vist, at den lille pige de venter, måske har en genetisk betinget knoglesygdom, der kan resultere i et liv i kørestol. Den genetiske diagnose er tidskrævende at stille, og da barnet når den danske aldersgrænse for senabort, ved de stadig ikke noget.

I England er der adgang til abort frem til 24. uge, så da denne uge nærmer sig beslutter parret, at de ingen chancer ville tage og rejser i hast dertil for at få abort.

Avisen beskriver abortforløbet i rædselsfulde detaljer: Først får barnet en sprøjte, der stopper hjertet og næste dag klippes knoglerne i stykker og delene suges ud.
Forældrene til barnet er naturligvis belastet af situationen. Moderen siger til avisen: "Det er jo et udviklet lille barn. Det er i live, og du kan mærke det hver dag. Det var sindssygt hårdt, fordi vi vidste, det var et lille menneske. Man føler jo, man har slået sit eget barn ihjel. Men vi var nødt til det."

Artiklens fokus er, at det er synd for parret, at de skal så meget igennem for lov til at abortere deres måske handicappede datter. Men hvordan kan man dog stille alting så totalt på hovedet? Hvor er medfølelsen med det lille menneske, der ikke fik lov til at leve, blot fordi det så forkert ud på scanningen? Hvor er de kritiske spørgsmål til selvfølgeligheden i beslutningen om abort?

Jeg ved godt, at der ikke er nogen nem måde at tale om dette på. At få at vide, at ens elskede barn måske fejler noget er tungt. Men hvorfor ikke kæmpe for chancen for, at diagnosen måske er forkert? Hvorfor ikke kæmpe for det gode liv på trods af alle handicaps? Hvad kan være værre for et barn end ikke at få lov til at leve og blive elsket? Hvad får dog unge forældre til at føle, at de er nødt til at slå deres barn ihjel?

Det danske samfund har i dag bevæget sig tilbage til sit førkristne udgangspunkt, hvor børneofringer hørte til samfundsnormen. Dengang måtte forældre på overtroens præmisser ofre deres svagelige nyfødte for ikke at give anledning til misvækst og ulykke.

Hvad har den moderne civilisation at undskylde sig med?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar