Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

29 november 2013

Mændenes abort

Jo mere jeg tænker over det, jo mere klart står det for mig, at den fri abort er mændenes opfindelse. Mændene har naturligvis skubbet nogle naive rødstrømper og karrierekvinder foran sig, men det er først og fremmest mænd, der glæder sig over den fri abort og ikke vil af med den igen.

Mænd vil gerne kunne dyrke sex med kvinder uden at behøve at tænke på, at der kan følge besvær eller udgifter med i form af et barn. De vil gerne have en åben bagdør, hvis det "går galt", og den fri abort er netop den bagdør.

De færreste kvinder har i udgangspunktet lyst til at abortere det barn, de bærer på, men de lader sig presse og overtale til det - af mænd. De vælger aborten, fordi det er den nemme løsning, vores samfund tilbyder dem. Først bagefter finder de ud af, at det ikke er så nemt, ja, at det faktisk slet ikke er nogen løsning for dem, men kun for manden.

Barnet mister livet, manden ånder lettet op, og rigtig mange kvinder sidder tilbage med fortrydelse og sorg. Den fri abort er ikke spor fri. Den er i virkeligheden bare en sofistikeret form for kvindeundertrykkelse.

Jeg skammer mig på mit køns vegne. Kun en usling presser en kvinde til abort. En rigtig mand tager ansvar!

24 november 2013

Mænd bør da også have fri abort?


Anne Sophia Hermansen, klummeskribent i Berlingske Tidende, har vakt forargelse med sin opfordring til KVINFO: Kvinder har fri abort, og det skal mænd også have. Mænd skal have mulighed for “fri juridisk abort”, dvs. manden skal inden for de første tre måneder kunne vedkende/frakende sig faderskab. Vælger kvinden at få barnet uden mandens samtykke, er barnet alene moderens, og hun bærer det økonomiske og juridiske ansvar.

Men hvad er der at blive forarget over? Hvilken appel til mandens ansvar kan ikke vendes mod kvinden? Kvinden, der ikke bare kræver ret til at frasige sig sit barn, men også til at tage dets liv.

Dette forslag udstiller på alle måder rettighedskulturens kynisme. Min ret til et godt liv. Og denne kultur er død og kold, for den har mistet det allervigtigste - næstekærligheden som fundament. For hvis vi ikke behøver at tage vores ansvar på os, når det gælder at beskytte det værgeløse, ufødt barn, hvorfor så i alverden tage det på os, når det gælder langt mere besværlige personer? De hjemløse, de handicappede, en kæreste, man er træt af ...

Lad os i stedet starte en ansvarskultur, hvor vi alle er optaget af, at vores næste får et godt liv - også vores lille ufødte næste.



12 november 2013

Hvad er et passende antal aborter?

”16.000 aborter - det er alt for mange”, sådan har den overraskede og spontane reaktion været fra rigtig mange mennesker på Retten til Livs opstilling af 16.000 kors langs E45 i Midtjylland. Det er på alle måder lykkedes at slå dette tal fast i en tid, hvor abort nødigt diskuteres.
Men hvad ligger der bag dette udsagn - for mange aborter?  Hvad er et passende antal?

Man kender jo udtrykket andre steder fra. Der er f.eks. altid for mange trafikdræbte, for bare en er en for meget, og det får samfundet til at sætte en lang række forebyggende foranstaltninger i værk for at nedbringe antallet. Og når et trafikdrab er en konsekvens af uansvarlighed, så viger samfundet ikke tilbage for at straffe de skyldige, selvom disse personer sandsynligvis har det svært nok i forvejen. Det sker af respekt for det liv, der er blevet slået ihjel.

Og denne tankegang gennemsyrer lovgivningen, hvor menneskeliv trues eller krænkes. Det enkelte menneske skal beskyttes og derfor følges forbud og forebyggelse ad.
Men ikke når det gælder abort.

Jeg forstår ikke logikken. Hvis abort er en acceptabel løsning på et problem, som hele samfundsstrukturen støtter, hvorfor så bekymre sig om antallet? Hvis, på den anden side, dette uhyrlige tal taler til samvittigheden, hvorfor så ikke bare overveje om det måske er den fri abort, den er gal med?

De 16.000 kors repræsenterer først og fremmest 16.000 børn, der ikke blev set og taget vare på af samfundet, for at sige det på den pæne måde. Det giver ganske enkelt ikke mening at operere i, hvor mange af disse, det vil være passende at svigte - vi er nødt til at slås for dem alle sammen!