Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

23 oktober 2015

Når mennesket er prisgivet i udgangspunktet

Af Ellen Højlund Wibe, landssekretær i Retten til Liv
Det var en bemærkelsesværdig god og nuanceret udsendelse på DR2 mandag aften om Downs Syndrom. Der blev kastet et tiltrængt lys over det, som har været fortrængt, siden Sundhedsstyrelsen og amterne – uden overordnet politisk indblanding! - i 2004 gennemførte, at alle gravide skulle have tilbuddet om fosterdiagnostik, og at det skete ud fra en kold, økonomisk kalkule om besparelse.

Med andre ord: Menneskeliv gjort op i kroner og øre. En bestemt mennesketype måtte ofres på mammons alter. Eller sagt lidt pænere, mere spiseligt: Et liv med Downs Syndrom har så lidt kvalitet, at det er bedre tjent med at blive afbrudt (læs: slået ihjel) i tide, og så har vi jo flere penge til at tage os af andre svage. Men hvem kan gøre sig til dommer over et godt kontra et dårligt liv? Vi kender alle utallige eksempler på, at vi i det konkrete møde røres over disse menneskers hjertevarme og impulsivitet.

Det dybereliggende problem er, at vi ikke vil forsvare det enkelte menneskes grundlæggende værdi og ret til livet! Hvem beskytter det plejekrævende, skrøbelige og udsatte barns indgang i verden, når samfundet og dets love har prisgivet det ufødte menneske i udgangspunktet? Er det så moren? Tja, det kræver stort menneskeligt mod at modstå presset fra omgivelserne om at skrotte det barn, der falder uden for normalstandarden.

Klaus Birkler turde i udsendelsen godt bruge ordet racehygiejne om det, vi har gang i. Er der flere, der tør?

Det eneste, der kan bremse op for denne uhyggelige udvikling er en holdningsændring: at vi grundlæggende siger et stort ja til alt menneskeligt liv, og yder særlig omsorg og hjælp, der hvor der er brug for det.

16 juni 2015

DANSK KVINDESAMFUND KVÆLER ABORTDEBAT

VI MÅ IKKE DEBATTERE ABORT
80 % af befolkningen mener at abort er etisk problematisk, men Dansk Kvindesamfund kalder det forkasteligt, når RETTEN TIL LIV i valgkampen opfordrer politikerne til at forholde sig til spørgsmålet. Hvorfor må vi ikke diskutere abort?

DANSK KVINDESAMFUND FØRER DOGMATISK KVINDEKAMP PÅ DE UFØDTES BEKOSTNING
Dansk Kvindesamfund går den forkert vej for at opnå de rigtige mål.
Ved at kæmpe for abort som vej til ligestilling praktiserer man selv den magtanvendelse, som man i 100 år med rette har kritiseret manden for at udøve.
Undertrykkelse af kvinder bekæmpes ikke ved at undertrykke en svagere part. Overgreb mod kvinder bekæmpes ikke ved at tillade overgreb på en svagere part.

Den fri abort er ikke en forudsætning for at kvinders sociale, uddannelsesmæssige og økonomiske vilkår kan ligestillet med mændenes - man har bare opgivet at finde den vej, der giver kvinden disse vilkår på egne betingelser. Ligestilling, der kræver, at kvinden bliver gold som manden, er ikke ligestilling.

Retten til Liv opfordrer Dansk Kvindesamfund til at finde den ægte feminisme frem og bruge kræfter og mod til at kæmpe for fuld ligestilling for alle kvinder - og deres sønner og døtre!

RETTEN TIL LIV STØTTER KANDIDATER, DER IKKE LADER SIG KUE
"Retten til Liv støtter kompromisløse kandidater, der modigt på tværs af partiskel kæmper for alle menneskers basale rettigheder og ikke kun for dem, der kan stemme", siger Retten til Livs formand Per Damgaard Pedersen. "Vi vil blive ved med at kæmpe imod den forråelse af vor tænkning, der overlader det til den enkelte at beslutte, om et andet menneske skal leve eller dø. Det har ikke noget med frihed at gøre."

02 juni 2015

Dansk Reklamefilm censurerer nyt reklamespot fra Retten til Liv



PRESSEMEDDELELSE: Pres ikke din kvinde til abort! Dette er budskabet bag en reklamekampagne, der i anledning af Fars Dag vises på TV2, Zulu og TV2 sport samt i udvalgte biografer. Efter aftale skulle biografspottet også have været vist i de biografer, der er tilknyttet Dansk Reklamefilm, men aftalen blev trukket tilbage kort før kampagnestart.

Det er RETTEN TIL LIV, der står bag reklamen, der skal udfordre manden til at tage ansvar for det ufødte barn, han er far til - også selvom det ikke var planlagt.

RETTEN TIL LIV, der for halvanden år siden stod bag Korsmarken og reklamekampagnen ChooseLife.nu, ønsker denne gang at sætte fokus på mandens rolle.

"Vi ønsker at gøre opmærksom på, at den uventet gravide kvinde står enormt sårbar og alene, og at det er uacceptabelt at presse sin kvinde til at vælge en abort," siger foreningens landssekretær Ellen Højlund Wibe. "Manden skal erkende dybden af det pres, han lægger på den uventet gravide, hvis han ikke støtter hende, når hun ønsker at føde barnet."

Foreningen står helt uforstående overfor den pludselige afvisning fra Dansk Reklamefilm. "Vi har svært ved at forestille os, at nogen kan føle sig krænket af et så indlysende positivt budskab, men må konstatere, at der ligger et tungt tabu over al tale om abort," slutter Ellen Højlund Wibe.

01 juni 2015

Retten til Liv går ind i valgkampen

PRESSEMEDDELELSE: Dags dato har foreningen Retten til Liv opsat valgplakater i større byer over hele landet. Plakaterne sætter abortproblematikken i relief og opfordrer vælgerne til at vælge et folketing, der har den fornødne vilje og det fornødne mod til at adressere dette alvorlige etiske problem i vores samfund.

Abortproblematikken kan ikke rummes inden for partipolitiske skel, så derfor undersøger vi på tværs af hele det politiske spektrum, hvordan hver enkelt kandidat stiller sig til dette grundlæggende etiske spørgsmål.

På hjemmesiden stemforlivet.dk kan man se, hvad forskellige folketingskandidater har svaret på følgende tre spørgsmål:

1. Mener du, abort er et etisk problem?
2. Vil du arbejde for at begrænse antallet af aborter?
3. Vil du arbejde aktivt for et Danmark, der beskytter alle ufødtes ret til at leve?

Læs mere på rettentilliv.dk



08 maj 2015

Hvorfor må vi ikke få at vide, hvad I mener om abort?

Af Ellen Højlund Wibe, landssekretær og Per Damgaard Pedersen, formand for Retten til Liv

Undersøgelser viser, at 80 procent af befolkningen mener, at abort er etisk problematisk, og der hersker vel generel enighed om, at en abort kun skal være en nødløsning og i videst muligt omfang bør undgås. Alligevel foretages der hvert år mere end 15.000 aborter i Danmark.
Retten til Liv ønsker at sætte dette væsentlige etiske spørgsmål på dagsordenen også i den kommende valgkamp. Vi mener, at vælgerne har krav på at vide, hvordan de enkelte kandidater forholder sig til denne alvorlige problematik. Derfor har vi oprettet hjemmesiden STEMFORLIVET.DK, hvor vi giver alle folketingskandidater mulighed for at tilkendegive deres holdning og intentioner, hvad abort angår.
Vi har allerede fået svar fra mange kandidater fra en del af de politiske partier, og svarene viser – som vi også havde forventet – at der er væsentlige nuancer i holdningen ikke bare mellem partierne, men i mange tilfælde også mellem forskellige kandidater i det samme parti.
En ting undrer os imidlertid: Fra partierne Venstre, Liberal Alliance, SF og Alternativet har vi stort set ingen svar fået. Hvad er der sket? Er undersøgelsen aldrig nået fra partikontoret ud til kandidaterne? Er samtlige kandidater fra disse fire partier så overbebyrdede, at de ikke har tid til den slags? Eller er der ligefrem udgået et direktiv fra partitoppen, om at dette emne er så tabubelagt, at kandidaterne skal undlade at deltage? Dette sidste vil vi da nødigt konkludere, for det ville vidne om et uhørt demokratisk underskud.
Er der nogen, som kan og vil forklare os sammenhængen? Hvorfor må vi ikke få at vide, hvad politikere fra Venstre, Liberal Alliance, SF og Alternativet mener om abort?


09 april 2015

Abortkamp og omsorg

Af Helge Hoffmann
I en artikel i KD d. 11. d.s. udtaler lektor i historie Sniff Andersen Nexø: ”Jeg har meget vanskeligt ved at få den slags kampagne [Retten til Livs antiabort-kampagne] til at hænge sammen med den erklærede omsorg for de kvinder, der har haft det svært med deres beslutning om en abort.”

Jeg vil da gerne forklare Sniff Andersen Nexø, hvordan det hænger sammen. Noget af det befriende ved at være abortmodstander – som undertegnede – er nemlig, at de to ting nødvendigvis må gå hånd i hånd.

Undersøgelser viser, at omkring hver femte kvinde, som har fået en abort, må kæmpe med alvorlig sorg og fortrydelse – nogle af dem resten af livet. Hertil kommer de mange kvinder, der enten ikke har erkendt eller ikke tør indrømme – over for sig selv og/eller andre – at de har dette problem. Der er grund til at antage, at kun ganske få kvinder i det hele taget kommer gennem en abort uden følelsesmæssige skrammer.

Hvordan hjælper man så bedst kvinderne? Det gør man såmænd ved at følge rådene i en vejledning for førstehjælp. Det første råd er: ”Stands ulykken!” Ved en ulykke skal du først sikre dig, at der ikke er flere, der kommer til skade. Derefter kan du hjælpe dem, der er kommet til skade.

Oversat til abort-situationen vil det sige: Sørg for, at der ikke er flere kvinder, der lider skade ved en abort, og hjælp så dem, der har lidt skade. Det er princippet for vores arbejde i foreningen Retten til Liv. Gennem aktioner/kampagner bliver vi ved med at prøve at råbe befolkning og politikere op for at få afskaffet den menneskefjendske lov om abort, som ikke bare hvert år gør en ende på 15.000 børns liv, men som også hvert år skader næsten lige så mange kvinder. Gennem anonym rådgivning søger vi desuden at forhindre, at kvinder i tvivl træffer et valg, de vil fortryde, ligesom vi hjælper kvinder, der har behov for at bearbejde deres følelser efter en abort.

Sandheden er, at man ikke hjælper kvinder ved at ’skaffe dem af med’ deres foster, tværtimod: Man skaber større problemer, end man løser. Danmark må vågne op og forstå, at der er mange andre og bedre måder, hvorpå man kan hjælpe både den uplanlagt gravide kvinde og hendes barn.

03 februar 2015

Hvem er det, der blander ting sammen?

Marianne Rejnholt Keserwany skriver i Berlingske:
"... Du må skille tingene ad. Tro er det, du har i dit hjerte og det forhold, der er mellem dig og din skaber. Det er et personligt forhold, og hvis du har moralske kvaler ved abort, må du lade være med at få én – Your body, Your rights. Religion er på den anden side social kontrol og dermed anti-demokratisk og anti-personlig ..."

Hvor har man dog hørt det før i historien: "hvis du har moralske skrubler ved slaveri, så lad vær med at anskaffe dig slaver ..."
Rigtigt og forkert er ikke en subjektiv personlig beslutning, men et objektivt grundvilkår i ens liv. Når et demokrati bestemmer, at en gruppe mennesker i samfundet - f.eks. de sorte, jøderne, eller det ufødte barn - ikke skal beskyttes, så har man ganske enkelt pligt til at reagere. Pligtfølelse forankret i århundreders kristendom er ikke antipersonlig social kontrol, men det eneste, der forhindrer demokrati i at blive de stærkes totale udradering af de svage.