Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

08 maj 2015

Hvorfor må vi ikke få at vide, hvad I mener om abort?

Af Ellen Højlund Wibe, landssekretær og Per Damgaard Pedersen, formand for Retten til Liv

Undersøgelser viser, at 80 procent af befolkningen mener, at abort er etisk problematisk, og der hersker vel generel enighed om, at en abort kun skal være en nødløsning og i videst muligt omfang bør undgås. Alligevel foretages der hvert år mere end 15.000 aborter i Danmark.
Retten til Liv ønsker at sætte dette væsentlige etiske spørgsmål på dagsordenen også i den kommende valgkamp. Vi mener, at vælgerne har krav på at vide, hvordan de enkelte kandidater forholder sig til denne alvorlige problematik. Derfor har vi oprettet hjemmesiden STEMFORLIVET.DK, hvor vi giver alle folketingskandidater mulighed for at tilkendegive deres holdning og intentioner, hvad abort angår.
Vi har allerede fået svar fra mange kandidater fra en del af de politiske partier, og svarene viser – som vi også havde forventet – at der er væsentlige nuancer i holdningen ikke bare mellem partierne, men i mange tilfælde også mellem forskellige kandidater i det samme parti.
En ting undrer os imidlertid: Fra partierne Venstre, Liberal Alliance, SF og Alternativet har vi stort set ingen svar fået. Hvad er der sket? Er undersøgelsen aldrig nået fra partikontoret ud til kandidaterne? Er samtlige kandidater fra disse fire partier så overbebyrdede, at de ikke har tid til den slags? Eller er der ligefrem udgået et direktiv fra partitoppen, om at dette emne er så tabubelagt, at kandidaterne skal undlade at deltage? Dette sidste vil vi da nødigt konkludere, for det ville vidne om et uhørt demokratisk underskud.
Er der nogen, som kan og vil forklare os sammenhængen? Hvorfor må vi ikke få at vide, hvad politikere fra Venstre, Liberal Alliance, SF og Alternativet mener om abort?