Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

30 marts 2016

Tvillingeaborter udstiller barbariet


Professor i gynækologi Hans Jakob Ingerslev vil i følge et interview i Politiken give den gravide, der venter tvillinger, ret til at abortere det ene foster.

Forslaget får det til at vende sig i en. Man ser for sig et par tvillinger viklet sammen i tryg tosomhed i livmoderen, uvidende om den kolde kanyle, der sniger sig ind i mørket. Så tømmer kanylen sig i det ene lille hjerte og tvillingen falder slapt sammen og holder op med at reagere på den andens berøring. Et halv år senere fødes en lille pige sammen med en visnet udgave af sin søster.

Det er det rene barbari!

Forslaget er ikke desto mindre drevet af betontung logik. For hvis man må tage livet af det barn, der ligger alene i maven, hvorfor må man så ikke tage livet af det barn, der ligger ved siden af et andet?
Hvis kvinden, som professoren udtrykker det "er forfærdelig bekymret i forhold til sin sociale eller familiære situation", så skal hun da have samme adgang til at fortryde, som alle andre i samme situation har?

Nej, lad os bruge forslaget til at indse, at vi skal beskytte vore små - ikke slå dem ihjel! Lad os vende logikken om. Lad os begynde at løse sociale og familiemæssige problemer med hjælp og støtte - og ikke med vold.
En tvillingemor kan med hjælp og støtte fra os andre klare begge sine børn. Hun skal ikke have sit barns liv på samvittigheden, bare fordi det hele ser skræmmende ud, og kommunen skal spare penge.
Lad os beskytte vore små medborgere - både tvillingerne og dem, der kommer en ad gangen.


03 marts 2016

Abort er ikke en menneskeret

Kære Amnesty International

Det er med forundring at jeg læser om jeres mediekonkurrence, som er beskrevet på mediekonkurrence.amnesty.dk.

Nu har jeg ikke nærlæst jeres site, så måske er min vurdering forkert, men i det som jeg har læst, så virker det som om, at I tager det som en selvfølge at retten til abort er en menneskeret. Man skulle forvente det modsatte af en organisation, der vil kæmpe for menneskers rettigheder. For hvad med det ufødte barns ret til at leve? Det er jo videnskabeligt påvist, at et menneskeliv begynder ved undfangelsen, og at det er det samme selvstændige individ, der vokser sig større indtil det kan fødes i en alder af cirka 40 uger.

Hvordan kan I så ensidigt fokusere på de voksnes rettigheder, men se helt bort fra den ret til at leve som et ufødt barn også har?

Der burde i det mindste være en henvisning til, at der er andre måder at anskue abort-problematikken på end at slå problemet ihjel.

Med venlig hilsen

Brian Christensen
Landssekretær i Evangelisk Luthersk Netværk (ELN), præst i Lemvig Bykirke og medlem af Retten til Livs repræsentantskab