Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

08 marts 2017

Da abort-tsunamien ramte

Af Ketty Dahl, lærer, Vitasvej 5, 7790 Thyholm
Ketty Dahl med sine to hunde

Forleden hørte jeg det britiske, konservative parlamentsmedlem, lord Shinkwin, der er handicappet, udtale: ”Jeg har set skriften på væggen, mennesker med handicap står over for udryddelse pga. abortmuligheden. Havde vi været dyr, var vi blevet betegnet som en truet art, men vi er ”kun” mennesker, og derfor ikke kvalificeret til beskyttelse. Ved de paraolympiske lege, hvor kun idrætsudøvere med handicap kan deltage, hyldede nationen deres fantastiske indsats, - den samme nation, som mener, at netop dét, der har kvalificeret dem til at deltage, er årsag til, at de burde dø! Men jeg er nødt til at stole på, at der er mere, der forener os end skiller os, jeg er nødt til at stole på vores fælles menneskelighed.”

Jeg hørte hans stærke tale i den forgangne måned, hvor abort-tsunamien ramte medierne. En måned, hvor minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, udråbte Danmark som foregangsland og forkæmper for abort i hele verden. Her drejede det sig ikke ”kun” om handicappede, men abort af børn generelt. For som hun sagde: ”For mig er retten til at bestemme over egen krop en dansk mærkesag i vort udviklingsarbejde. Både fordi det for mig er en grundlæggende menneskerettighed, men også fordi piger og kvinders seksuelle og reproduktive sundhed er nøglen til udvikling. Hvis vi skal nå de nye verdensmål i 2030, er vi nødt til at få nedbragt befolkningstilvæksten.” Med disse ord fulgte, 75 millioner kroner bevilliget af regeringen, øremærket organisationer, der støtter abort. Penge til abort af tusinder af børn. Det uhyggelige er, at ministeren ikke engang ønsker at skjule hensigten: nemlig at stoppe befolkningstilvæksten ved at fjerne børnene. Det er klart, det er billigere at slå børnene ihjel end at forbedre de fattiges vilkår. Og nu er det officiel dansk politik! Pakket ind i manipulerende ord som ”reproduktiv sundhed” (og hvem vil ikke gerne være sund?)

Ulla Tørnæs hævder at have fuld konsensus i Danmark til at sige dette. Men hun taler ikke på mine vegne.  Jeg skammer mig over, at Danmark ønsker at fremme død for nogen for at skaffe ”liv” for andre. Disse millioner kunne være brugt til at redde tusinder af børn og deres mødre til at få et fælles godt liv. Selv Tørnæs må erkende, at hver eneste abort er et liv, der stoppes. Men måske er disse liv i hendes optik bare tal i fattigdomsstatistikken og befolkningstilvæksten? Tænker ministeren nogensinde på, at hvis kvinden havde fået penge fra den danske stat til at skabe et godt liv for sig selv og sit barn, så ville hun måske ikke have fået en abort, men have glædet sig over sit nyfødte barn? At hun går grædende hjem fra abortklinikken, for det var den mulighed, den danske stat støttede? Denne ”hyldest” til hendes menneskeret. At kvinder i tusindvis lider af traumer efter abort, forholder man ikke sig til. Fakta er jo, at der findes utallige andre muligheder for at nedbringe overbefolkning uden at tage liv. Engang var det almindeligt i Danmark med 9-10 børn i en familie. Sådan er det ikke mere, ikke på grund af abort, men pga. bedre levevilkår og kvinders mulighed for uddannelse og prævention. Men det gentagne mantra er: Kvinden har ret til at bestemme over egen krop.

Selvfølgelig har kvinden ret til at bestemme over egen krop, men bør hun også have ret til at bestemme over et andet menneskets krop, nemlig barnets? I dag er der klar evidens for, at kvinden og barnet er to forskellige, selvstændige individer med hvert deres DNA. Det ensidige fokus på kvindens ret har tilsyneladende til formål at skygge for børns rettigheder. Det at fjerne menneskeliv hyldes som en kærlighedsgerning, mens det at ville bevare menneskeliv bliver gjort til religiøs ekstremisme uden omsorg for kvinderne.

Den nigerianske forsker, Obianuju Ekeocha, siger, at Danmark og den vestlige verden bedriver kolonialisme i Afrika ved at udbrede abort og løgne om, at en kvinde blot træffer beslutning angående egen krop, når hun vælger abort. Hun siger, at de fleste afrikanere mener, at abort er angreb på menneskelivet. Så hvis man skal overbevise dem om, at abort er et gode, skal man først overbevise dem om, at hvad de har lært og troet på, er fuldstændig forkert, at de har en forkert tankegang, og at europæerne ved bedre. Og det er kolonialisering! Er det bedste, vi har at tilbyde fattige kvinder i en krisegraviditet, at eksportere vores abortkultur? Eller handler det i virkeligheden om et fordækt folkedrab, så de rige lande kan spare på ulandsbistanden og stoppe de fattige i at strømme ind over europæiske grænser?! Dem, der kan blive til bøvl, fjerner vi på forhånd!

Også Folkekirkens Nødhjælp var i sidste måned ude med samme mantra i et facebookopslag. Organisationens medarbejdere hævdede utvetydigt på Facebook, at det er en kvinderet at kunne vælge abort. Fint, at Folkekirkens Nødhjælp informerer om prævention, men hvordan kan det være en kirkelig nødhjælpsorganisations opgave at fortælle om, hvordan børn bliver fjernet? Måske fordi de mener, at for at undgå illegale aborter er det bedre, at kvinder får adgang til legale. I opslaget henvises til, at hver dag dør 191 kvinder pga. illegal abort. Ingen kan være uenig i, at det er dybt tragisk, men Folkekirkens Nødhjælp undlader at fortælle, hvor farlige illegale og legale aborter er for børnene… De besvarer ikke spørgsmålet, om man som kirkelig organisation ikke mener, at Gud har skabt de ufødte børn og ønsket, villet og elsker dem uanset omstændighederne for deres undfangelse? Muligheden forelægger jo: at Gud elsker børnene lige så højt som kvinderne! Folkekirkens Nødhjælp hævder, at de ikke samler ind til abort, men det er en sandhed med modifikationer, for de støtter iflg. egne medarbejdere arbejde rundt om i verden, hvor abort kan bruges som hjælp til kvinder i en krisesituation.

Nødhjælpens annonce på Facebook kom på grund af Trumps initiativ til at fjerne støtte til organisationer, der støtter eller foretager abort, men uanset hvor usympatisk Trump er (og at han næppe har nogen personlig holdning mod abort med mindre det tjener hans egen sag) så forties i det brede mediebillede, at blandt de organisationer, hans administration vil fratage støtte, er Planned Parenthood, en af verdens største abortudbydere, som er afsløret i salg af fosterdele udtaget ved abort til bioindustrien. Og så sluttede forrige måned af med forargelsen over et dansk apotek, som støttede foreningen Retten til Liv, der ønsker at redde både mor og barn. Medierne blæste straks ”problemet” op, for de fleste medier tager kun aborttemaet op, når det støtter det politisk korrekte synspunkt: abort er en menneskerettighed. Medierne har magt til at bestemme, hvilke synspunkter, der må komme ud i den offentlige debat og dermed være meningsdannende og debatskabende, - abortmodstandernes holdninger er næsten pr. definition sorteret fra. Dermed fremstår dét, at sætte spørgsmålstegn ved den frie aborts ret og rimelighed som tabu.

Men menneskelivet kræver respekt og har værdi i alle livsfaser, fra vi undfanges, til vi dør. Hvor ville jeg gerne, jeg med den handicappede Lord Shinkwin kunne sige, at jeg stoler på vores fælles menneskelighed og ansvar for at tage vare på de ufødte, handicappede såvel som ikke handicappede. I stedet er jeg rædselsslagen over, hvad det er, vort land har gang i. Jesus sagde på korset om sine drabsmænd: Tilgiv dem Far, for de ved ikke, hvad de gør. Mon ikke han ville sige det samme i abortdebatten til dem, der stræber børnene efter livet under dække af gode intentioner og tale om menneskerettigheder? De ved ikke, hvad de gør!  Og ved de det, så er det kun dobbelt tragisk.