Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

01 oktober 2018

25 år i stædig kamp for de svageste i samfundet

Af Ketty Dahl, medlem af bestyrelsen for Retten til Liv


Det er godt, at vi blev født, før aborten den blev fri! Sådan skrev Kim Larsen i sin fantastiske sang, om dem, der så nemt ville kunne være blevet fjernet fra det gode selskab, fordi de af en eller anden grund falder udenfor.

I dag er det 25 år siden, bevægelsen Retten til Liv blev stiftet af præsten Orla Villekjær, der modigt trodsede tidsånden og hævdede, at alle børn har ret til et liv, at menneskelivet bør være ukrænkeligt, og at alle mennesker har uendelig værdi og er uerstattelige.

Det burde være en indlysende sandhed, men de sidste 25 år er hundredtusindvis af børn døde ved abort, og knap en million børn blevet fjernet i de mere end 40 år, den frie abort har eksisteret i Danmark.

Men Retten til Liv er ikke død. Retten til Liv kæmper ufortrødent videre med håbet som drivkraft. Håbet om en bedre verden, hvor mødre ikke træffer det valg at tage livet af deres børn, fordi de ikke kan overskue at få dem. Håbet om en verden, hvor læger, sygeplejersker og politikere tager deres ansvar på sig og beskytter de svageste af de svageste: de ufødte, som ikke selv har en stemme. Håbet om en verden, hvor man tager sig af kvinder i en krisegraviditet, så de bliver favnet, hjulpet og beskyttet på en sådan måde, at både de og deres børn kan få et godt liv. Håbet om en verden, hvor kærligheden ikke er blevet kold.

Ingen bør slås ihjel, fordi de er ubelejligede. Svaret på en krisegraviditet er at eliminere krisen, ikke barnet! At sige, at fri abort handler om det frie valg, er en løgn, for børn vælger ikke at dø. Abort er en handling, man ikke bryder sig om at vise billeder af, for hvis folk indså, hvad der sker ved en abort, ville det ødelægge deres forestilling om, at abort kan være et civiliseret svar på, hvad vi gør ved ufødte børn.

Retten til Liv kæmper ufortrødent videre for dem, der ingen stemme har. Hvorfor? Fordi vi har en stemme! Vi blev født! Vi ønsker retfærdighed, kærlighed og håbet tilbage for alle mennesker, og man kan ikke forholde sig tavs, når man ved, hvad der foregår.

20 april 2018

Abort som prævention

Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær

En af landets førende gynækologer forsvarer i Kristeligt Dagblad abort som prævention. Modne kvinder skal helst undgå hormonel prævention pga. risiko for blodpropper og brystkræft, og derfor opfordres de til i stedet at bruge de mindre sikre naturmetoder og få foretaget en abort ved metodesvigt.
Opfordringen kommer som reaktion på nye tal, der viser, at 18% af de kvinder, der i 2016 fik en abort, havde prøvet det mindst to gange før. Tal, som helt naturligt åbner debatten om, hvorvidt abort af nogle kvinder bruges som prævention.
Hvorfor undgå abort for enhver pris, spørges der, hvis det kan forhindre, at kvinder får blodpropper og brystkræft? Og det er et uhyggelig logisk spørgsmål i et samfund, der ved lov har fastsat, at det liv, der vokser i kvinden, ikke har krav på beskyttelse. Hvorfor gøre sig umage for at undgå abort? Hvorfor have problemer med, at kvinder bruger abort som prævention? Hvorfor bekymre sig for, om aborttallet går op eller ned?

Fordi den ufødte er et medmenneske.

Vi er alle lige i dette at være en del af den menneskelige familie – uanset, hvad vi kan, hvor udvoksede vi er, eller hvem vi er afhængige af. Vuggestuebarnet er lige så meget menneske, som den voksne; den hjemløse er lige så meget menneske som statsministeren; og den multihandicappede er lige så meget menneske som elitesportsmanden. Selvfølgelig er der forskel på det tidlige foster og det fuldt udviklede menneske, men ingen af disse forskelle kan bruges til at lukke det tidlige foster ude fra den menneskelige familie. Den ufødte er ikke et potentielt menneske, men et menneske med potentiale.
Det, der vokser inde i maven, er et medmenneske, som du og jeg! Derfor er det ikke nok at forhindre, at abort bruges som prævention eller at sænke aborttallet til det halve. Vi har et ansvar som enkeltpersoner og som samfund. Hver eneste abort er én for meget, og hver eneste graviditet er en opgave, vi som samfund må tage alvorligt!

18 april 2018

Mangfoldighed!

Af Lisbeth Rask Nielsen, Horsevænget 13, 4800 Nykøbing F. 

3.april var der i Kristeligt  Dagblad en meget fin artikel om verdens natur, der i disse år bliver mindre og mindre mangfoldig. Og det bekymrer med god ret forskere, men vel også alle os andre. Derfor nyder Verdensnaturfonden og adskillige Naturfredningsforeninger stor folkelig opbakning og gør en uvurderlig indsats til gavn for naturen. Vi forstår alle sammen instinktivt, at naturens mangfoldighed er til stor glæde, selv om de enkelte arters nytteværdi ikke er åbenlys.

Helt helt anderledes står det til, når vi taler om os selv som mennesker. Her er der inden for de sidste 4 årtier sket en voldsom ensretning. Med den frie aborts indførelse og den stadig mere avancerede biogenetiske udvikling, bliver der sorterer og fravalgt som aldrig før. Vi skal helst være ens og uden sygdomme og defekter - også selv om det er sygdomme, der først viser sig langt henne i livet, tilbydes der screening for. Vi skal også helst være inden for normen når det gælder højde og vægt og udseende korrigeres som aldrig før. For livet må ikke være svært eller vanskeligt eller udfordrende for hverken den enkelte familie eller for samfundsøkonomien. Og selv om du hverken har arvelige sygdomme, åbenbare handicaps og har det rette køn, så er du ingenlunde sikret at du får lov til at blive født. For du kan komme på et ubelejligt tidspunkt i forhold til økonomi,uddannelse, karriere, forældres alder m.m .

Hvorfor er vi så bange for dem, der stikker ud ? Hvorfor tør vi ikke tage livtag med det svære i livet? Hvorfor tør vi ikke konfrontere os selv med den enorme livskraft, der er i den menneskelige natur, som slår igennem hos mennesker med endog meget svære handicaps?

Tænk hvis vi kunne møde de livsglade mennesker med Downs Syndrom eller handicappede med meget livsglæde i vores hverdag. Tænk om vi turde lade os udfordre på normer, værdier og livssyn. Er det ikke et djævelsk blændværk, at hvis vi bare skiller os af med det uønskede - bare jeg træner livet af mig i et fitnesscenter - bare jeg får lidt kosmetiske operationer - bare jeg tjener lidt flere penge - så kommer lykken ?  Livet er mangfoldigt - også det menneskelige - lad os tage det på os og komme igang med at leve.

01 marts 2018

Amnesty International i konflikt med deres eget grundlag

Ellen Højlund Wibe, landssekretær

En kvinde fra Pro Life arbejdet i Norge skrev for nylig til mig: ”Sidst vi havde Pro Life stand på gågaden i Oslo, så var Amnesty vores nabo. En dame fra dem kom hen til os og spurgte, om vi havde lov til at stå der, ved siden af dem, for vi havde jo et stik modsat budskab af dem”.

Det begyndte ellers så godt i 1961 med den engelske advokat, katolikken Peter Benenson, der grundlagde Amnesty International med særligt fokus på samvittighedsfanger og deres menneskerettigheder. Flere grupper blev med tiden inddraget, og fra 2001 erklærede man at ville arbejde for at fremme alle menneskerettigheder nedfældet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Men kæden hoppede på et tidspunkt af. Man lagde sig fladt ned for tidsånden. De ufødte, den aller-svageste gruppe mennesker, levede ikke op til tidens norm om beskyttelsesværdigt menneskeliv; deres rettigheder talte ikke længere.

Vi ser konsekvenserne rundt omkring, hvor de ufødtes menneskerettigheder er i spil. I Irland skal der - efter internationalt pres - være en folkeafstemning til maj, hvor det afgøres, om landets forfatningstillæg fortsat skal beskytte det ufødte liv på linje med moderens liv. I årevis har Amnesty ført pro-abort kampagner i landet med støtte af udenlandske donationer. Men i december blev de påbudt at tilbagebetale et større beløb; deres aktiviteter for at påvirke valgresultatet blev kendt ulovlige. De anser påbuddet som et ’uretfærdigt angreb på menneskerettighedsbeskyttere’ og betragter deres kamp som en menneskerettighedssag, uagtet det indebærer, at de ufødte mister deres beskyttelse.

Senest er det i Polen, de har blandet sig. Her er abort tilladt ved fare for kvindens liv, ved voldtægt eller hvis barnet har et særligt handicap. Det er den sidste mulighed, regeringen nu stiller forslag om at fjerne for at beskytte også det handicappede menneske. Men Amnesty opfatter dette som et angreb på kvinders rettigheder og understreger dermed – igen -  at deres kamp for at fremme alle menneskerettigheder er en relativ størrelse, afhængig af hvad tidsånden dikterer.
Hun havde ret, hende fra Amnesty i Oslo: ”Vi har et stik modsat budskab af dem”.

(Leder i Retten til Livs blad LIV februar 2018

Kommentar til debat i Kristeligt Dagblad

Af Olai Poulsen. Vinkelvej 9, Gudhjem, medlem af Retten til Liv
En kommentar til den senere tids debat i Kristeligt Dagblad omkring provokeret abortindgreb, bl.a. hvorvidt et abortindgreb er drab eller ej:

Jeg bakker fuldt op omkring Ketty Dahl (7.feb.) og Willy Hanghøj-Petersens (15.feb.) holdninger, at provokeret abort er drab.
Derimod tager jeg afstand fra May-Britt Kattrups (LA) (13.feb.) holdninger. Hun vender kærlighedsbudet på hovedet, når det er ok med loven i hånd, at  tage livet af uskyldige.

Tror du virkelig, May-Britt, at en provokeret abort på en kvinde, løser hendes problemer og hjælper hende videre i livet? Naturligvis ikke. For det en kvinde bærer under sit hjerte, er en del af hende selv.

Et andet perspektiv på sagen må også med, det lodrette, det åndelige, der hænger som en “truende uvejrssky” over os og vort samfund, nemlig at “Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed.” Romerbrevet 1,18.

23 februar 2018

Myten om ønskebarnskulturen

Af Ellen Højlund Wibe, landssekretær i Retten til Liv

Der hersker mange myter omkring abort. En af dem blev luftet i Kristeligt Dagblad forleden (den 20. februar), hvor overskriften for indlægget lød: ”Alle børn bør være ønskebørn”. I den argumenterede Nina Skaaning for, at det er godt, at der for kvinden er en fortrydelsesret, når barnet ikke er ønsket, underforstået planlagt.

Myten går altså ud på, at resultatet bliver negativt, hvis man gennemfører graviditeten med et uplanlagt barn. Der hersker åbenbart en opfattelse af, at følelser er sådan en status quo størrelse, som de hormonelle udsving i begyndelsen af graviditeten ikke har nogen synderlig indflydelse på. Senere er der åbenbart heller ikke noget, der vil kunne ændre den negative følelse. Og hvis myten skal holde stik, så må der også være en opfattelse af, at moren vil plante i sit barn en bevidsthed om, at det bestemt ikke var ønsket – hvad der selvfølgelig ikke er særlig sundt for barnet at vokse op med.

Men hvad er det dog for en forvansket udlægning af virkeligheden i langt, langt de fleste tilfælde! Jeg selv var på ingen måde planlagt, ja, jeg kom faktisk som en total overraskelse for mine forældre – 10 minutter efter min tvillingesøster! Men jeg har aldrig følt mig hverken uønsket eller u-elsket, tværtimod, selvom jeg altså ikke var planlagt.

Ud af mine egne 5 børn, var de sidste par stykker nok heller ikke særlig planlagte, og indrømmet: jeg sukkede ved udsigten til nogen måneders kvalme og træthed – igen, igen! Men instinkterne slog ikke fejl: moderkærligheden blev ret hurtigt mobiliseret og slog fuldt igennem, da jeg lå med barnet i mine arme. Jeg har så også mødt dem, der måtte igennem det meste af graviditeten, ja, helt frem til fødslen, før barnet slog benene væk under dem, og moderkærligheden overvandt al ulyst til et barn. Og sådan ender det heldigvis for langt de fleste, der ikke havde planlagt deres barn.
Og ja, der er altid undtagelser fra reglen, af den ene eller anden grund. Disse kvinder har brug for hjælp. Men hjælpen er ikke at tilbyde hende med det uplanlagte barn at slå sit eget barn ihjel. Den slags gør stor skade på instinkterne, ja, på kvindens livskvalitet, for den der ellers tør se realiteterne i øjnene.

Så er der for øvrigt heller ingen fortrydelsesret, når først barnet er blevet til, som Nina Skaaning ellers argumenterede for. Barnet har sin egen ret til livet. Sin egen ukrænkelige værdi. Og vi hjælper på ingen måde kvinden ved at bilde hende ind, at hun kun vil være i stand til at være en god mor for et ønskebarn. Lad os i stedet tilbyde hende al mulig støtte og praktisk hjælp og ikke mindst hjælpe hende til at mobilisere alle de dyrebare instinkter, der gør det muligt, at også det i udgangspunktet ikke-ønskede barn vokser op med en mor, der elsker det – også selvom der måtte være sårbare forhold i hendes liv.

Dette rejser så også spørgsmålet om, hvad ønskebarns-kulturen gør ved barnet. Kan der ikke være en bagside ved den ind imellem overdrevne planlægning af ønskebarnet? Især når det bliver på baggrund af, at forældrene også kunne have fundet på at vrage det, fordi tidspunktet ikke var det rette. Skubber den slags ikke til præstationskulturen? Se, det er stof til endnu et blogindlæg.

13 februar 2018

Babyluger - symbolpolitik af den vigtige slags

Af Kerstin Hoffmann, kommunkationssekretær Retten til Liv

Få dage inde i det nye år fandt politiet igen et efterladt spædbarn i kritisk tilstand. Samme dag foreslår socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen endnu engang, at Danmark gør som en lang række andre lande og opretter såkaldte ’babyluger’, hvor en kvinde anonymt og trygt kan aflevere et nyfødt barn, hun ikke kan overskue at håndtere. Hvilken fremragende ide! Hvilket signal at sende til denne ulykkelige mor: ”Dit barn er værdifuldt. Vi har en varm og tør vugge stående klar. Vi ønsker også at hjælpe dig!”

Men socialdemokraterne får kun lunken opbakning fra det øvrige folketing, og forslaget er nu sendt til Etisk Råd, der skal vurdere for og imod og undersøge udenlandske erfaringer.
Vi ved allerede, at Etiske Råds formand Gorm Greisen og tidligere medlem af Etisk Råd, jordmoderformand Lilian Bondo er imod.  De mener, at forslaget er ren symbolpolitik, og at opstilling af babyluger vil være svigt af de kvinder, der er i knibe, og en accept af skam og bortskaffelse. (KD 20.10.17)

Det er sandt, at vores svigt som samfund bliver ynkeligt udstillet, når en kvinde, der bliver gravid, føler, at der ikke er plads til hendes barn i hendes liv eller i det samfund, hun er en del af. Men ’skam og bortskaffelse’ har vi desværre allerede accepteret i det danske samfund. Og det er ikke alene accepteret, det er sat i system i og med den frie abort. Den kvinde, der i 2018 bliver uventet gravid og skammer sig over, at hun ikke har styr på hverken præventionen eller resten af sit liv, forventes at ’bortskaffe’ sit problem. Og det kan hun gøre, uden at nogen spørger til grunden eller hjælper hende med at finde andre løsninger, der kunne redde hendes tilværelse og hendes barns liv.

Der kunne gøres meget mere for den kvinde, der bliver uplanlagt gravid, og der kunne gøres rigtig meget mere for den særligt udsatte gruppe, der ender med at lægge deres nyfødte fra sig på en kold bænk i en park. Lad os straks sætte gode opsøgende initiativer i værk. Men lad os også opstille babyluger rundt omkring i landet.

Og kald dem bare symbolpolitik. Denne lille varme seng, der står klar dag og nat, vil være et symbol på, at hvert eneste lille menneske har værdi. Den lille skrevne hilsen til moderen, der ligger i babylugen, vil være et symbol for hende, på at vi som samfund ønsker at favne hende med samme omsorg som hendes barn, hvis hun vil lade os gøre det.
I denne sag må jeg erklære mig som socialdemokrat!