Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

04 juni 2019

Perfekthedskultur i kristne miljøer?

Af Ellen Højlund Wibe, landssekretær


Det var vigtigere at holde på den fromme facade og fortsætte dobbeltspillet, end at stå ved, at man ikke levede op til sit ideal.

Gad vide, hvor mange i de kristne (ungdoms)miljøer der kan genkende sig i de tanker og følelser, som Maria giver udtryk for i interviewet i det seneste nummer af bladet LIV, hvor det ene fald tog det andet med sig – for at bruge den bibelske terminologi om det, der skete for Maria, da hun gik i seng med kæresten og siden fik en abort.

Nogen vil nok hævde, at problemet er den sociale kontrol i disse miljøer, hvor det at bryde kodeks for ’rigtig opførsel’ ville udgøre et større socialt problem for Maria, end spørgsmålet om skyld eller ej i forholdet til Gud.

Har det mon noget på sig? Er kristne miljøer kendetegnet af en kristelig ”perfekthedskultur”, hvor det vigtigste er at opretholde en facade af vellykkethed, med de fatale følger det kan få, når den enkelte må leve alene med konsekvenserne af sit dobbeltspil.

Måske er der behov for et ordentligt livtag med ”perfekthedskulturen” i kristne sammenhænge. Behov for at skabe mere rummelighed for et fællesskab af syndere, ikke hyklere. ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge”, som Jesus sagde til farisæerne (Matt. Ev. kap. 9 v. 12).

Lad os udholdende fremholde den kristne etik og ikke give efter for tidsånden og dens påvirkning langt ind i kristne sammenhænge. Lad os være konkrete i at påpege, at der er en kamp at kæmpe – og dermed også faldets mulighed. Og lad os ikke mindst pege på tilgivelsens heling og mulighed for en ny begyndelse. Hvad enten det drejer sig om provokeret abort eller bagtalelsen af min næste – nok engang.

13 maj 2019

Kære folketingskandidat: Vov dig ud i den fri aborts politiske minefelt

Af Ketty Dahl, medlem af Retten til Livs bestyrelse og Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær


Kære folketingskandidat!

Vi skriver til dig af nød. Og med fare for, at du arkiverer vores brev lodret, når du kommer lidt ned i det ene og alene på grund af emnet. Men vi vover alligevel. Vi tror på, at du har et oprigtigt ønske om at tage hånd om uretfærdigheder og handle på ting, der ikke er acceptable. Vi tror på, at det ligger dybt i dit dna at ville kæmpe for de svageste. Derfor tør vi også komme frem med en anmodning om, at du vil se på et overgreb, der foregår i stort tal i Danmark, men som ingen taler om længere eller har modet til at se efter i sømmene, fordi det er et overgreb, vi har tilladt i så mange år. 

Det drejer sig om de 14-15.000 børn årligt, der ikke får lov til at se dagens lys, fordi vi har en abortlovgivning, der alene tilgodeser kvindens suverænitet. Barnets basale menneskerettigheder negligeres.
I hvilke andre situationer ville du acceptere, at det ene menneskes ret til selvbestemmelse overtrumfer det andet menneskes grundlæggende ret til at leve?

Bare i dag, hvor du måske sidder til valgmøde eller lægger gode og visionære strategier for det gode liv for danskerne, er 40 ufødte børn blevet aflivet på danske sygehuse. Generer det ikke dig?
Alle disse aborter foretages upåagtet og rutinemæssigt af læger, der går hjem og putter deres egne børn bagefter. Vi har mistet en million børn på abortkontoen, siden den fri abort blev indført! Et svimlende tal.

Hvorfor taler vi så meget om menneskerettigheder, hvis vi kun lader disse gælde for de stærke, der kan kæmpe for sig selv? Du kæmper med garanti imod undertrykkelse og ulighed, men hvad med den retsløshed, der er de ufødtes vilkår i vores samfund?
Menneske er noget, man er helt fra befrugtningen. Det er et videnskabeligt faktum, som vist ingen benægter. Man bliver ikke lige så langsomt til et menneske inde i livmoderen, men man udvikler sig som et menneske – og det fortsætter man i øvrigt med efter fødslen.
Hvorfor bliver disse små mennesker ikke beskyttet af menneskerettighederne?

Dit parti er et af dem, der gerne vil gøre noget for børnene i vores samfund. Tak for det! Men for os ser det ud som om, I kun vil hjælpe nogle børn! De allersvageste, de ufødte, hører vi jer ikke forsvare.

Vi ved godt, at alle spørgsmålstegn, der stilles ved den frie abort, bliver betragtet som en trussel mod kvindens frihed og selvbestemmelse. Men hvorfor er der ingen, der spørger til barnets frihed og selvbestemmelse?
Hvorfor ikke gøre det til din målsætning at hjælpe både kvinden og barnet? Du kunne kæmpe for at give kvinden i en krisegraviditet andre handlemuligheder end at skille sig af med sit barn i en abort. Hun fortjener et bedre valg – og hendes barn fortjener det!

Vi håber sådan, at du vil se på sagen fra barnets side; for dem drejer det sig om intet mindre end liv og død. Det er muligt, at du kommer til at gå enegang i denne sag til at starte med, men én skal jo gå først. Og det er nu engang bedre at gå alene i den rigtige retning end at gå i samlet flok i den forkerte. Bliv de ufødtes fortaler, så de engang selv kan takke dig for, at du kæmpede for dem. At du ikke var ligeglad.

Du er sat i en position, hvor du har mulighed for at udfordre tavsheden. At have magt forpligter. Den tragiske dødskultur, der ligger i abort, bliver først stoppet den dag, vi holder op med at tolerere den. Abort er et voldeligt, dødeligt angreb på et uskyldigt og forsvarsløst menneske. Vi kan ikke hævde at være et civiliseret samfund, hvis vi ikke kæmper for at stoppe disse overgreb.
Du, som ønsker at være de svagestes fortaler og oprigtigt ønsker at kæmpe for børns rettigheder, vov dig ud i kampen for alle børn. Vov dig ud i den fri aborts minefelt og sig:

Jeg vil ikke længere acceptere ting, jeg ikke kan ændre. Jeg vil ændre ting, jeg ikke kan acceptere!

Måske ligner det en tabersag, men ved du hvad? Det lignede også en tabersag, da modige mennesker kæmpede for slaveriets ophævelse, for apartheids ophævelse og for Murens fald. Historien vil dømme os, hvis vi som samfund fortsætter drabene på ufødte børn uden at hæve røsten mod uretfærdigheden.
På os virker det som et ufatteligt paradoks, når politikere hævder, at de kæmper for børns rettigheder, og samtidig tillader, at ufødte slås ihjel i livmoderen. Det er næsten som at sige: ”Vi holder af børn. Vi ønsker ikke, at de skal opleve uretfærdighed, fattigdom eller føle sig uønsket!! Derfor tager vi deres liv i samarbejde med deres mødre, før de bliver født!”

Der findes ingen svagere i dette samfund end de ufødte. Lige nu har de ingen forsvarsadvokater, ingen stemme og ingen politikere, der beskytter deres rettigheder. Vores håb er, at du har modet til at blive disse tusindvis af ufødte børns stemme, uanset hvilket parti du repræsenterer.
Tak, at du gav dig tid til at læse vores brev. Vi ønsker dig et rigtigt godt valg!

Med venlig hilsen

Ketty Dahl og Kerstin Hoffmann 


08 maj 2019

Aktiv dødshjælp til ufødte - hvorfor udenfor debat?

Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær Retten til Liv

Hvordan lever man med sorgen over et barn man har mistet i en abort, man selv har valgt? 

Dette emne åbner forfatteren Lisa Meisner Kofoed ærligt og modigt i en ny bog. Hun fortæller i den anledning i en kronik om den psykiske smerte, "der som en airbag pustede sig op med et knald", det øjeblik hun fik sin lille og alt for stille pige i armene og forstod, hvad det egentlig betød at afbryde en graviditet.

Hver dag året rundt sættes forældre i dette valg: "Jeres barn er sygt, vil I afbryde dets liv?" Ikke alene skal den grumme nyhed fordøjes, at ens elskede barn har en alvorlig sygdom, man skal samtidig tage stilling til, om man vil afsige dets dødsdom.

Hvordan er vi endt i denne situation? Det er jo medlidenhedsdrab, dette handler om. Hvorfor accepterer vi at bekæmpe et barns lidelse ved at fjerne det barn, der lider, blot fordi barnet endnu ikke er født? Vi kunne jo ikke finde på at tage livet af en nyfødt, selv om det kunne konstateres, at barnet ville få et svært liv.

Vi har i de senere år haft en heftig debat om aktiv dødshjælp. På overfladen sælges dette som ’selvbestemmelse’ og ’retten til et værdigt liv’. Men der er langt mere på spil end det. Det har en næsten samlet lægestand heldigvis set. De, der forventes at skulle udføre disse medlidenhedsdrab i praksis, vil ganske enkelt ikke være med.

Men hvor f.eks. Lægeforeningen har sat hælene kraftigt i, når det gælder medlidenhedsdrabet på fødte mennesker, så er der besynderlig tavst, når det gælder medlidenhedsdrabet på ufødte – det, vi også kalder abort.

Hvad er forskellen?
Lægeforeningen tager med klarsyn afstand fra aktiv dødshjælp med den begrundelse, at lægens og samfundets rolle er at give behandling og omsorg og IKKE at forårsage patientens død.
Men hvorfor er den ufødte ikke begunstiget som patient og medmenneske? Hvad er det ved den ufødte, der gør ham eller hende til et mindre værdifuldt menneske end det fødte barn, der er otte uger ældre?

Læger og andre peger også i debatten på det meget reelle problem, at alene dette at tilbyde aktiv dødshjælp signalerer, at man faktisk godt kan undværes, og at det lægger pres på mennesker, der ikke ønsker at være til besvær. "Aktiv dødshjælp er i realiteten en tvang til at vælge”, som Ole Hartling udtrykker det i et interview, og dermed bliver et liv med en behandlingstung lidelse et tilvalg, man skal forsvare retten til.

Men dette beskriver jo netop den brutale virkelighed, som forældre til handicappede ufødte står i. Lægen, der spørger: "Vil I fortsætte eller afbryde graviditeten?" har jo samtidig (antagelig utilsigtet) signaleret: Jeres barn kan godt undværes, kan I forsvare at tilvælge dette liv?

Vi har endnu ikke en lov, der tillader aktiv dødshjælp til fødte, men vi har siden 1939 haft en lovgivning, der tillader, at ufødte, der er syge eller bærer et handicap, kan blive aflivet, hvis forældre ønsker det. Dengang vi fik loven, var hele Europa beruset af tanken om, at man kunne fremavle en ren og stærk befolkning med sit nyerhvervede kendskab til genetik og arvelighedslove.
Efter anden verdenskrig skiftede man retorikken ud, men loven og dens tavse budskab om, at der er mennesker vi kan undvære, blev hængende.

Nutidens debat om aktiv dødshjælp giver os en mulighed for at besinde os. Ethvert menneskes liv er kostbart! Også det lille ufødte menneskes liv. Vores opgave som samfund er netop, som lægeforeningen påpeger, at give omsorg og behandling - ikke at tage liv!

Aktiv dødshjælp til fødte eller ufødte fjerner ikke ubærlig lidelse, men fjerner alene den, der lider, og det er forkert!

26 marts 2019

Højere magter imod abortlovens skræmmende dynamik

Af sognepræst Henrik Højlund

De seneste måneder har der raset en debat i USA om abort. Et tema i den politiske debat i USA, som er langt mere tungtvejende, end vi i almindelighed er klar over her til lands. Det er f.eks. meget bestemmende for manges stemme på Trump, trods deres almindelige utilpashed ved manden.
Og det er lige før, man forstår det, når man ser på, hvad der har sat debatten i gang i USA: Lovfæstet tilladelse til at tage livet af børn lige før fødslen i enkelte stater. Rent barnedrab.

Jeg sad og tænkte på det i morges, da jeg endnu engang bad en af de daglige bønner for det ufødte liv, som er udsendt af Retten til Liv for denne fastetid. 40 bønner, en til hver dag. Bønnerne giver så meget mening. F.eks. dagens bøn: ”Helligånd, du som overbeviser verden om synd. Guds modstandere har forført alt for mange mennesker til at se på abort som noget positivt. Men vil du lade denne løgn blive afsløret, gode Helligånd”.

”Lade denne løgn blive afsløret”… Man skulle tror, den afslørede sig selv ved en så ekstremistisk lovgivning som nu i USA. Det er ganske vist en forstyrrende faktor for mange, at Trump står som den politiske skytsengel for det ufødte liv. Kunne man bare fjerne ham i billedet, ville det være lettere at råbe med i koret mod drabet på næsten-fødte børn.

Men jeg er bange for, at det stikker betydeligt dybere end et for eller imod Trump.
Ole Hartling har lanceret begrebet ”eutanasi-mentalitet”, altså den mentalitet, der vil opstå i kølvandet af legitimeret aktiv dødshjælp. Sandheden er, at vi i snart et par generationer har haft aktiv dødshjælp, det postulerede ”medlidenhedsdrab” på tusinder og atter tusinder små fostre. Dét har langsomt skabt en anden form for ”eutanasi-mentalitet”.

Den norske journalist og forfatter Niels Christian Geelmuyden, medlem af det ateistiske Human-Etisk Forbund, har i et essay om abort skrevet om ”den skræmmende dynamik i abortlovens menneskesyn. Hvis man gives legal anledning til at aflive et lille menneske i et tidligt tidsrom af dets liv, hvorfor skal man så ikke kunne gøre, hvad man vil med dette menneske senere hen”.

Abortlovens skræmmende dynamik. Det er den, vi ser visse steder i USA nu, hvor grænsen for, hvornår fosteret hæves til fødselsgrænsen. Men for så vidt ser man den også mange andre steder, når eutanasi vinder mere og mere frem i lovgivningen. Også dét er med stor sandsynlighed en delvis frugt af abortlovens skræmmende dynamik.

Ligeså lidt som for eller imod Trump alene kan afgøre sagen, ligeså lidt kan man sætte sin lid til, at Trump kan ændre den dybereliggende, efterhånden fastgroede mentalitet. Vi er oppe imod meget stærke kræfter. Vi slipper næppe for at bede om højere magters hjælp.

Retten til Livs 40 dages fastebønner for det ufødte liv er inspireret af en Pro Life gruppe, som mødtes i 2004 i Texas. De følte sig totalt afmægtige i forhold til abortsituationen og kom frem til, at de ikke kunne gøre andet end at bede. De satte en 40 dages bønnekampagne i gang. Med årene spredte det sig ud over hele USA og nu også til 50 andre lande i verden.

I løbet af tre år med bønnekampagne kunne de i USA konstatere, at 15.000 kvinder fortrød beslutningen om abort, 15.000 liv reddet. 96 abortklinikker blev i samme periode lukket.