Aktiv dødshjælp til ufødte - hvorfor udenfor debat?

Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær Retten til Liv

Hvordan lever man med sorgen over et barn man har mistet i en abort, man selv har valgt? 

Dette emne åbner forfatteren Lisa Meisner Kofoed ærligt og modigt i en ny bog. Hun fortæller i den anledning i en kronik om den psykiske smerte, "der som en airbag pustede sig op med et knald", det øjeblik hun fik sin lille og alt for stille pige i armene og forstod, hvad det egentlig betød at afbryde en graviditet.

Hver dag året rundt sættes forældre i dette valg: "Jeres barn er sygt, vil I afbryde dets liv?" Ikke alene skal den grumme nyhed fordøjes, at ens elskede barn har en alvorlig sygdom, man skal samtidig tage stilling til, om man vil afsige dets dødsdom.

Hvordan er vi endt i denne situation? Det er jo medlidenhedsdrab, dette handler om. Hvorfor accepterer vi at bekæmpe et barns lidelse ved at fjerne det barn, der lider, blot fordi barnet endnu ikke er født? Vi kunne jo ikke finde på at tage livet af en nyfødt, selv om det kunne konstateres, at barnet ville få et svært liv.

Vi har i de senere år haft en heftig debat om aktiv dødshjælp. På overfladen sælges dette som ’selvbestemmelse’ og ’retten til et værdigt liv’. Men der er langt mere på spil end det. Det har en næsten samlet lægestand heldigvis set. De, der forventes at skulle udføre disse medlidenhedsdrab i praksis, vil ganske enkelt ikke være med.

Men hvor f.eks. Lægeforeningen har sat hælene kraftigt i, når det gælder medlidenhedsdrabet på fødte mennesker, så er der besynderlig tavst, når det gælder medlidenhedsdrabet på ufødte – det, vi også kalder abort.

Hvad er forskellen?
Lægeforeningen tager med klarsyn afstand fra aktiv dødshjælp med den begrundelse, at lægens og samfundets rolle er at give behandling og omsorg og IKKE at forårsage patientens død.
Men hvorfor er den ufødte ikke begunstiget som patient og medmenneske? Hvad er det ved den ufødte, der gør ham eller hende til et mindre værdifuldt menneske end det fødte barn, der er otte uger ældre?

Læger og andre peger også i debatten på det meget reelle problem, at alene dette at tilbyde aktiv dødshjælp signalerer, at man faktisk godt kan undværes, og at det lægger pres på mennesker, der ikke ønsker at være til besvær. "Aktiv dødshjælp er i realiteten en tvang til at vælge”, som Ole Hartling udtrykker det i et interview, og dermed bliver et liv med en behandlingstung lidelse et tilvalg, man skal forsvare retten til.

Men dette beskriver jo netop den brutale virkelighed, som forældre til handicappede ufødte står i. Lægen, der spørger: "Vil I fortsætte eller afbryde graviditeten?" har jo samtidig (antagelig utilsigtet) signaleret: Jeres barn kan godt undværes, kan I forsvare at tilvælge dette liv?

Vi har endnu ikke en lov, der tillader aktiv dødshjælp til fødte, men vi har siden 1939 haft en lovgivning, der tillader, at ufødte, der er syge eller bærer et handicap, kan blive aflivet, hvis forældre ønsker det. Dengang vi fik loven, var hele Europa beruset af tanken om, at man kunne fremavle en ren og stærk befolkning med sit nyerhvervede kendskab til genetik og arvelighedslove.
Efter anden verdenskrig skiftede man retorikken ud, men loven og dens tavse budskab om, at der er mennesker vi kan undvære, blev hængende.

Nutidens debat om aktiv dødshjælp giver os en mulighed for at besinde os. Ethvert menneskes liv er kostbart! Også det lille ufødte menneskes liv. Vores opgave som samfund er netop, som lægeforeningen påpeger, at give omsorg og behandling - ikke at tage liv!

Aktiv dødshjælp til fødte eller ufødte fjerner ikke ubærlig lidelse, men fjerner alene den, der lider, og det er forkert!